onsdag, maj 09, 2007

En lidt for tidlig efterårsstorm raser ....

Hold da op hvor har vi stormvejr i det vestjyske idag.

Jeg nåede lige at hente en lille buket ind før blomsterne var fløjet væk.

Faktisk synes jeg det sker lidt for tit at mine smukke forårsblomster bliver blæst væk.
Men vi ligger jo også lige i vindretning her i det vestjyske så vi må vist bare vænne os til at sådan er det.

I dag er det min "lukker" i fritteren så det bliver en af de lange dage. Men det er rigtig fint jeg kan godt lide at være den der siger goddag og senere farvel.

Det er det der "kontrol-gen" der er meget veludviklet og jeg kan ikke gøre for det. Jeg elsker det overblik jeg skal have når nogen selv skal gå hjem kl. dit og en med bussen kl. dat. Og "idag henter min mormor mig så skal jeg ikke gå selv".
Ja der er meget at holde styr på men jeg elsker at sige "tak for i dag vi ses igen i morgen".

Det er dejligt at sende børnene afsted på en god måde. Så det vil jeg gå over og gøre .......

tirsdag, maj 08, 2007

I dag flager vi for Jacob

Ja, vi flager på halv stang lige som resten af vores lille by.

En ung og lidt "utilpasset" fyr på bare 22 år har givet op over for livet og alle sidder vi tilbage med følelsen af om man kunne have ændret noget.

Mange ting har været forsøgt og alle i hans lille familie har haft det svært.

I dag skal vi så sige farvel ....


søndag, maj 06, 2007

Åh ja det er så skønt ude på landet

Tænk at eje et sted hvor åen bare snor sig helt af sig selv uden hjælp af nogen art. Det er da mageløst.

Som solen spejler sig i rapsen er det jo som et postkort - men vi har set det i virkeligheden Og jeg forstår sandelig godt at det er et sted hvor man har lyst til at blive gammel!!!

Ja der er så smukt så smukt derude.



Den friserede have er jo også dejlig og jeg skal da lige love for at den er friseret. Og det bliver jo ikke ringere af at have en mark med raps som baggrund.

Og hvor de hygger sig

Ja sådan et billede kan kun glæde os piger.Pigernes venskab startede nemlig et helt andet sted
for sådan ca. 35 (!) år siden og så viser det sig at mændene har et helt fantastisk makkerskab og det glæder vi os over. Og de kan jo da ikke tage afsted til søen uden fiskestang og der er da også af og til bid. Og det er jo rigtig fedt!!




Vi har været på besøg hos godsejeren


Ja, vi har en meget god ven der er godsejer. Altså i vores verden - vi synes han ejer et gods hverken mere eller mindre!!

Det er det bedste sted på jorden med skov og sø og natur og bedst af alt så bor der de dejligste mennesker.

Vi var inviteret som så mange gange før til at spise med og så ellers bare slappe af.
Og hvor har vi nydt det!!! Dagen har budt på tur ud i de store vidder med kig til både ænder og bistader og et hurtigt goddag til Mikkel-ræv kunne det skam også blive til. Og rapsen blomstrede om kap med æbletræerne og som vores dejlige ven Niels mumlede: Ja,ja vi gør skam meget for turisterne herude på landet;-)

Åh hvor blev de fejret

Ja de blev vel nok fejret efter alle kunstens regler og som det ses er det ikke et kedeligt guldbrudepar vi taler om. Og hvis I spørger mig så ligner de da mere et sølvbrudepar.
Den mest fantastiske overraskelse synes mange vel nok var den at de fik en tur til Canada sammen med deres datter for at besøge guldbrudens søster. Det var rigtig stort.

Men i mit univers var der noget der var endnu større.

Et barnebarn på kun 15 år rejste sig op og holdt den flotteste tale der er hørt i mands minde uden at forældrene havde hørt den først.

En tale hvor hans mormor og morfar blev hyldet i en grad så der ikke var et øje tørt.

Begyndende med en erindring om en appelsinkasse i træ der fik nogle tove i hjørnerne og blev hængt i kroge i morfars værksted - vupti så var der en gynge.

Sluttende med en replik morfar havde sagt som knægten ikke havde glemt: Pelle når du fylder 16 skal dig og morfar sidde i haven på bænken og drikke en kold bajer sammen.

Den slags løfter glemmer man ikke når man er 15.

Åh mit dejlige sønderjylland

Gråsten er et besøg værd.

Desværre var Daisy ikke hjemme så hun kunne give kaffen, men vi havde nu heller ikke tid.


Vi var jo inviteret til noget der var meget sjovere, nemlig min noget ældre brors bryllupsdag (så fik jeg lige den afleveret - nærmere bestemt 13 år).
En fantastisk dag har vi haft i det sønderjyske med taler sange og dejligt samvær.


Og åh hvor bliver jeg træt af at gå rundt med sand i øjnene herude i det vestjyske hvor det altid blæser en halv pelikan.
Man kan næsten se på billederne hvor det stråler af blidhed og mildhed.
Min fantastiske nevø plejer at påpege at jeg er blevet så barsk efter at jeg er kommet til vestjylland og der er nok lidt om at klimaet påvirker ens personlighed.
Godt man så ikke bor på grønland - mon de har kolde hjerter der!! Nej vel?

lørdag, maj 05, 2007

Åh hvor har vi haft det dejligt

Ja vi har haft det så fantastisk og nu er det tid til at fordøje både indtryk og masser af mad og drikke og dejligt selskab. Nu er det sengetid og i morgen skal jeg nyde at kigge på billeder fra både bededag og lørdag ......

fredag, maj 04, 2007

Bededag ...

Ja så blev det endelig bededag. Her i vores lille by er det store-konfirmationsdag. Alt skinner omkring os og alle haver er simpelthen støvsuget og alle er bare så klar.

Og her i huset glæder fruen sig over at alt er nået til punkt og prikke - ganske som en mor til en konfirmand. Forskellen er bare at det ikke handler om at menuen er på plads, borddækning og bordkort og hvad der ellers skal tages hensyn til er som det skal være.

Nej her i huset er det tid til at læne sig tilbage og tænke: Åh hvor vil jeg ønske at de bliver glade for sangen i alle i de små hjem, hvor jeg har bidraget med det lille festlige indslag som der nu hører sig til sådan en dag.

Og så vil jeg trille til det sønderjyske hvor min fantastiske storebror og hans viv har inviteret på middag på grund af noget så simpelt som en bryllupsdag. Meeeen nu er det altså ikke en hvilken som helst bryllupsdag. 50 år er mange år at være gift med den samme så jeg synes det er meget stort. Så dem vil vi fejre idag ......

onsdag, maj 02, 2007

Jeg samler på ord ......

Ja, jeg samler på ord. Og der er digte/vers der har fulgt mig det meste af mit liv.

Indimellem har jeg brug for at kigge på min opslagstavle - der har hængt et digt her hos os i mere end 20 år. Det er skrevet af Lena Holstein:

Ambitioner
''Hun var en god moder
en vidunderlig og varmblodig elskerinde
forstående hustru
succesrig erhvervskvinde
politisk engageret
med faste tider i motionscentret.
Vinduerne var nypudsede
tæppefrynserne nyfriserede
og der duftede godt i hele huset
af nybagt brød og hjemmelavet appelsinmarmelade
- da ambulancen standsede udenfor.''
God dag til alle jer derude - og husk nullermændene render ingen steder ;-))


tirsdag, maj 01, 2007

Her skal slappes af og intet andet

Ja her er stedet hvor der bliver grillet,snakket og hygget til langt ud på aftenen og det er en dejlig krog hvor der er plads til både mennesker og fugle.

Vi fodrer vores fugle året rundt og vi har rigtig mange bevingede gæster ....

Men der er sandelig også værelser til hele familier rundt omkring på matriklen.

Og her har jeg så en lille smutvej ud til det virkelige liv - til "min" skole og til vores meget berømte kunstbygning Janus-bygningen.
Vores lille by er nemlig en ret stor prik på landkortet hvad angår kunsten. Og vi er da også nogle der har stemt dørklokker og rigtig meget andet for at stedet kunne blive en realitet.
Men mere om det en anden dag ........









Jeg elsker min lille have .......

Ja .. jeg elsker min have. Mest af alt fordi den er indrettet med små listige steder som man lige pludselig kommer forbi på det næste hjørne. Her er mit dejlige hjørne hvor man har et lille kig til både min pergola og min dejlige magnolia.


Og her er min lille pergola der - når det bliver rosentid - er fyldt med røde roser der dufter himmelsk. Men tiden med azalier og rhododendrun er heller ikke at kimse ad ....



Her er så et lille kig til mit lille hjørne igen når man går igennem pergolaen fra den anden side.





Og disse dejlige tulipaner har vi glædet os over i meget lang tid men nu er det vist ved at være slut.








mandag, april 30, 2007

Her har vi hele balladen

Alle forældre er rigtig glade...... både de gamle forældre og de nye forældre - er det ikke fantastisk.

Vores lille charmetrold har fået navn i week-enden

Findes der noget mere dansk end sådan en kirke med blå himmel og dannebrog.
Her blev vores lille Freya døbt i går og det var en helt fantastisk dag. En dejlig præst og en meget fin prædiken.

Præsten kunne forøvrigt fortælle om at hans egen hustru også lige havde født og at Jesus i bibelen havde nævnt at kvindens smerter under fødslen er så ubeskrivelige.
Det kunne så lige få min søns kammerat (hvis kone har født ham to dejlige børn) til at kommentere senere: Har han måske aldrig prøvet at være FORKØLET!!! Ak ja alt er jo relativt og den nævnte kammerat har en højt udviklet humoristisk sans.



Og her har vi så hovedpersonen med glimt i øjet og alt hvad dertil hører. Traditionerne bliver holdt i hævd sådan en dag. Kjolen har været i brug i flere generationer og både mormor og farmor var opmærksomme på om barnet nu også havde sovet i kjolen inden den blev taget af hende igen. Ak ja - der må gerne trækkes på smilebåndet.





onsdag, april 25, 2007

Kald mig for en tålmodig sjæl

Hold da helt kæft hvor har vi været handicappet. Maskinhuset har strejket nu i snart 3 uger. Endelig er der så kommet en ny "ADSL-kasse" fra TDC i dag med posten og nu håber vi på at vi er kørende igen.

Vi har måttet smugkigge fra enhver PC vi er kommet forbi på vores vej men endelig sidder vi her igen.

Så lur mig om ikke der snart kommer en opdatering af livets gang i lidenlund ......

fredag, april 06, 2007

Hvis vi slapper mere af garanterer vi ikke for noget ....

Ja så er vi klar til ryk-ind her i det vestjyske. Ikke så meget hvad angår fysikken som mentalt.

Vi er taget i sommerhus og har lavet intet andet end det vi har lyst til. Det har været tid til eftertanke og til afslapning.

En ældre dame som vi holdt meget af er gået bort skærtorsdag og det har naturligvis fyldt meget og sat tanker igang.

Men nu er vi mentalt klar til at sige velkommen til børn og nogle af børnebørnene i morgen til frokost og til de efterfølgende påskedage.

Så er der dømt snak, spil og grin og naturligvis lidt lam og rødvin og ikke at forglemme sønderjyske sol-æg.

Ja, og lur mig om ikke påskeharen har lagt nogle æg udenfor påskemorgen det plejer den da, så jeg tror jeg må ud og kigge efter dem sammen med Asger, bare for en sikkerheds skyld.

Så resten af påskeferien kan godt komme an jeg er så klar så klar!!

torsdag, april 05, 2007

Did you expect me to say no .....

Ja jeg føler altså lige trang til at fortælle om en af vore mange oplevelser på vores tur.

En aften vi var ude at spise sidder der bagved mig et ungt par ved et to-mandsbord og på et tidspunkt ser jeg godt at tjeneren kommer med en køler med champagne. Pludselig gør min mand en masse fakter og nikker og hvisker om at jeg er nødt til at kigge bagud!!

Og hvad ser jeg - det samme som resten af restauranten - en engelsk (gentle)mand ligger på knæ med en æske fra en juveler og beder den unge dame om at gifte sig med hende!!!

Og så er det altså at hun inden hun får fremstammet det vigtige ord "yes" siger ovennævnte replik.

Og jeg kan sandelig da godt følge hendes tankegang.

Skulle det nu absolut være i al offentlig hvor det var sværere for hende at svare nej - ja hvad ved jeg om den slags - vi var ihvertfald mange der fik en ekstra een på opleveren - og det er jo aldrig til at kimse ad!

onsdag, april 04, 2007

Der findes mange måder at tjene sine penge på


Ja der er rigtig mange måder at tjene penge på.


En af dem er at lave figurer i sand.


Der er nogle der er virkelig skrappe til det.


I nærheden af vores sommerhus er der hvert år en sandskulptur-festival og det er sandelig da i stand til at tage pusten fra hele familien når vi ser hvad man er i stand til at lave.


Denne mand havde indtaget et hjørne af stranden hvor han hver dag var igang med enten en ny ting eller en reparation af den eksisterende figur der var blevet trådt under fode i nattens mulm og mørke.

Der var nok at se til og så havde han lige en lille spand stående hvor man kunne smide en skilling om man havde lyst.
Chancen for at han læser med her på bloggen er nok minimal så jeg vil tillade mig at sige at jeg tror ikke han kunne gøre sig gældende til sandskultur-festivalen så har jeg vist ikke sagt for meget ...... men sjovt at følge med i var det bestemt ...... og en skilling eller to fra danmark blev det da også til.




Er det ikke smukt

Se det var jo lige noget i den her stil jeg kunne tænke mig som indgangsparti her hos mig selv i lille Dannevang.

Er det ikke bare smukt.

Vi var nødt til at gå forbi hver dag for lige at se om det nu også kunne være rigtigt.

En dag kom en meget gammel nonne i sort gående imod os og det var lige guf for en foto-tosset turist. Hun var ikke særlig vaks til bens men da hun så mit kamera skal jeg lige love for at hun "kunne pakke sig" som en hvis matador-person ville have sagt. Hold da op hvor fik hun travlt - så jeg måtte "nøjes" med ham turisten for at få et billede med hjem.



Jeg elsker simpelthen den sydlandske byggestil.


De lyse farver de vælger materialer i er simpelthen bare mig.


Det er sikkert derfor at vi har valgt lidt specielle materialer til vores eget hus i sin tid kommer jeg lige til at tænke på. Vi har faktisk håndstrøgne sten i gule nuancer og gult tegl på vores tag.

Men jeg må da indrømme at vi nok ikke kan klare daddelpalmerne og appelsintræerne i samme grad - men så har vi da noget andet vi kan byde på.... Hvad f.eks. med en snestorm af dimensioner og bagefter et forår der er så fantastisk.....




Så er vi på banen igen ......

Ja vi er hjemme igen med en masse sol på kroppen og en masse billeder i hovedet og i kameraet.

Det har været en rigtig dejlig tur med ren afslapning og vi har nydt det rigtig meget og har ikke lavet noget som helst.


Vi har snuset en masse indtryk og har haft tid til at nyde hinanden og det har vi haft brug for kan vi mærke. Så der er energi igen til en tur i vores sommerhus hvor vi skal hygge med vores børn og børnebørn.

tirsdag, marts 20, 2007

Fuerteventura er bare saa fedt ...

Ja hvis der var nogen der var i tvivl saa er vi nu chokoladebrune ... kan I ha det godt derhjemme

mandag, marts 05, 2007

Ja, ja lidt bliver der da lavet


Ja, det blev lige til en vamset trøje til Freya her i week-enden. Den kunne jo ikke tage så lang tid at lave - tykt garn og lidt flimmer-kasse-kig og en fredag aften og lidt lørdagsnusseri .... Vupti så var det den trøje.......

søndag, marts 04, 2007

Mor så stopper du .......

"Arrhjj altså så sidder man her med morgenhår og hele svineriet og så skal ens mor absolut fotografere, ja jeg ved snart ikke hvad det er man kommer hjem for ......"

Ja man fatter jo ikke hvad problemet kan være.

Hun er jo dejlig uanset hvad.......

Mon ikke jeg hører fra hende når hun har været inde på bloggen :-)

Gad da nok vide om de kan regne den ud.....

Ja, man skal da ikke være særlig gammel for at kunne regne den ud .......

Mathilde holdt lige en lille pause sammen med sin mor efter at mormor havde fået tid ved PC'eren.

Der er rift om maskineriet når sådan et par er på besøg. Heldigvis har vi mere end een PC'er så der både kan spilles Pixeline på den ene og Racer på den anden. Og det blev der så ....

Moderen synes at en ½ time er rigtig lang tid uden frisk luft - så der er restriktioner på skidtet - og det må vi så alle acceptere - med mere eller mindre forståelse, fra nogen ;-)

Mormor hvornår kommer du med den morgenmad ...

Ja, ja, der er en der er rigtig morgenfrisk .....

Andreas kom med kørestol men den blev i bilen....

Ja .. dejlige Andreas kom på besøg i dag og selvom han havde medbragt sin kørestol så blev den i bilen. Han humper lidt omkring men går ved egen hjælp. Han bad faktisk selv om at gå på legepladsen og det gik fint. Hjemad var det tydeligt at nu kunne det være nok og mormor måtte træde til og bære "byrden" på hjemturen....

Min datter kunne pludselig mindes hvordan det havde været i hendes barndom hvor vi havde en handicappet dreng i pleje. Han var spastiker men lærte at gå selv med megen træning og blod sved og tårer. Det foregik med ture ned i engen i et meget naturskønt område hvor vi boede på det tidspunkt. Og som hun sagde : Hold op hvor har vi samlet mange sten.... Dengang viste de ikke det var en øvelse de var igang med... og jeg må sige den virkede efter hensigten.

Heldigvis er det kun et spørgsmål om tid inden vores Andreas går helt normalt igen ... og selvom moderen måske nok er lidt utålmodig så skal det nok gå ....

Jo, jo der er da liv i os endnu

Ja vi er her skam stadig.

Har haft besøg af denne yndige dame og hendes mor og storebror idag. Og det har været rigtig dejligt. De kom allerede i går og er lige taget hjem igen. Og vi har vel nok nydt at have dem på besøg......

mandag, februar 26, 2007

Morgenvagt - det er mandag

Ja... hvor jeg synes det er hårdt at have den der mandagsmorgenvagt. For det første sover vi ikke nogen af os - men er vågne hver time for at tjekke hvad klokken er. Og vi ved godt at vi aldrig sover over os - men ......


Nåh men som sædvanlig i god tid åbner kl. 6.00 og bliver ringet op af bagvagten kl. 7.00 om jeg kan tage en 1. klasse til musik kl. 9.30 og en 2. klasse til dansk kl. 10.55. Skal møde på mit ordinære arbejde fra kl. 12.00 til kl. 16.30. Skal have et møde kl. 16.30 hvor vi er et par stykker der "lige skal have skrevet et brev til Brian Mikkelsen" og så klokken 19.00 skal jeg til bestyrelsesmøde til ca. kl. 22.00.

Er i forpustet - det er jeg ikke endnu - men det bliver jeg sikkert. Så idag er der ikke plads til uforudsete ting.

Børnene har det heldigvis ok. Andreas' mor skal til samtale i dag på sygehuset om det videre forløb med genoptræning etc. men vi håber at alt er som det skal være.

Kan I ha det godt derude indtil der bliver plads til lidt mere skriveri

tirsdag, februar 20, 2007

Åhh hvor jeg længes ...


Jeg vil ikke have snestorm jeg vil have forår i min have. Billedet er fra sidste år selvom det føles som om det er hundrede år siden at haven så sådan ud.
I eftermiddag tager jeg en børnehaveklasse med ud i naturen for at lede efter forårstegn og vi skal simpelthen finde nogen....

Vi har taget hul på en ny dejlig uge ....

Ja, så er vi klar til at tage fat igen. Men denne uge har jeg bestemt skal være en ganske almindelig een af slagsen .... næsten.

Andreas er startet med at være i børnehave om formiddagen og det gik fint i går. Han skulle lige over den der med "hvad siger de andre" .. men det havde været ok.

Freya hoster ikke så meget længere men er til gengæld blevet lidt mere skrigende end tidligere, men det er jo rigtig dejligt at hun kan :-)

Så alt i alt venter en uge med de almindelige udfordringer der er ved at være engageret med både job og fritidsaktiviteter. Og det har jeg bestemt at det vil jeg nyde i den uge der kommer.

søndag, februar 18, 2007

En lille halsklud


Ja, der har været tid til lidt strikkeri.
Liselotte har været inspirationskilden men jeg kan godt se at mønsteret ikke er ramt helt perfekt. Spørg mig ikke hvad der gik galt men farverne er da dejlige og nu skal det prøves ..... med en smuk broche tror jeg det går an.

Garnet er det japanske Noro - men den udgave med lidt silke og ikke rent uld. Og som Vævestuen i Ho reklamerer med "Creme ala creme" Smukt garn.


Foreløbig er det spændt ud og venter på at blive tørt.

Så har jeg lidt at tage om halsen når min mand er på valsen ;-)

lørdag, februar 17, 2007

Det er simpelthen for fantastisk

Har været inde at kigge på min statistik på denne webblog og kan kun sige hej til:

5 der kigger med fra USA
2 fra De Arabiske Emirater
1 fra Italien
1 fra Frankrig (Hej Helle :-)
1 fra Spanien
1 fra Irland
1 fra Canada
Og indtil videre næsten 100 besøg fra Danmark

Nåh men det var da hyggeligt - troede sådan set at jeg mere eller mindre var alene på denne blog og det kun var familien og så "det løse" der kiggede med - men så berejste er vi altså heller ikke. Men I skal være så velkomne hver og een.

Gad nok vide hvad hun tænker ....

Ja det er ikke nemt at vide hvad der foregår i hovedet på sådan et lille menneske... jeg ved godt hvad der foregår i farmors hovede lige der.

Glæde over at vores lille Freya er en sej lille pige på trods af en overnatning på intensiv og en masse postyr så klarede hun da bare skærene og hun er ikke engang fyldt 2 måneder endnu - hvad kan hun ikke blive til. Ja hvis I spørger mig - alle muligheder står åbne - haha.

Ja,lille Freya havde fået farve i kinderne men skulle stadig have damp af saltvand og lidt medicin men hosten lyder slem og forældrene får godt med motion op og ned ad gulvet. Men det var godt vi kunne hjælpe lidt til.

Faderen havde et møde som han var nødt til at køre til (læs: kunder i butikken ;-)) så det var fint at vi kunne gå på legepladsen med Asger og hygge lidt så moderen kunne få lidt fred.

Man bliver jo taknemmelig for lidt - vores svigerdatter syntes det var luksus at hun kunne gå til bageren alene uden børn og at hun kunne komme ud i luften - så lidt nytte har vi da gjort.

Og blot til orientering så har vi den mest fantastiske svigerdatter som vi vil gøre alt for at hjælpe når tingene brænder på. Hun er da godt nok sjællænder men det kan hun jo for pokker ikke selv gøre for :-)

Kan du så lige slappe af ....


Ja, tak det vil jeg da gerne ;-))))

Men med sådan en velkomst er det jo ingen sag at tage en tørn. Alt er parat med "medicin" til både børn og voksne.






Torsdag var vi hos Andreas før kl. 9.00 og igår fredag var vi i Århus inden kl. 10.00 så vi nyder at der en stille opstart her hos os i dag lørdag.

Andreas havde det fint .. sidder stadig i kørestolen men det går fremad og læger og fysioterapeuter er tilfredse med tempoet så det skal nok gå.

onsdag, februar 14, 2007

Åhh ja så var der da også et billede


Ja, så var der et billede. Billedet var et jeg malede og gav Pernille i julen 2005. Det skulle gerne afspejle hendes situation på det tidspunkt - ved ikke om man kan se det men der er lige skyggen af en mand i baggrunden og der er også ret mange børn .... så er det sagt.

På det tidspunkt var hun blevet alene med børnene, men der blev "sendt" en hjælper til hende og ham er hun rigtig glad for (og det er hun også for billedet)

Jeg ved sørme ikke hvorfor damerne på mine billeder aldrig har tøj på - det kunne man da godt grave lidt i hvis man ville - men det tror jeg nu ikke jeg vil ;-)))

Vi var lige et smut forbi Andreas


Ja Andreas har set frem til at mormor og morfar skulle komme tirsdag og for den sags skyld igen torsdag. Så vi har spillet Olsen i flere timer ad gangen og hvor var det hyggeligt.


Moderen benyttede så lige chancen for at komme på arbejde. Og det var de glade for og det var hun sandelig også kunne vi mærke. Men nu vil vi faktisk godt snart have en ganske almindelig hverdag ..... hvis vi skulle bede om noget må det være det.

Freya har det bedre...

Ja heldigvis går det fremad for vores lille Freya - prøverne ser bedre ud og hun er mere vågen.
Men det er hårdt arbejde for den lille familie.... der er jo også en lillebror der mangler sin mor .... ham må faderen så være der for ... moderen har jo maden til Freya så den arbejdsfordeling giver ligesom sig selv.

Men da faderen har sin egen virksomhed er der jo noget af et puslespil der skal gå op.

Det kan være der bliver brug for os der også, så lige nu pønser vi på at vi måske tager en tur til Århus igen på fredag.

mandag, februar 12, 2007

Ja, så er vi på den igen ...

Vores lille Freya på kun 1½ måned er indlagt med RS-virus, så vi har igen et barnebarn indlagt.

Så stop dog vi gider ikke at ha det ................

onsdag, februar 07, 2007

En laaang dag er slut

Endelig hjemme - har været på farten siden klokken 9.oo i morges og er netop kommet hjem efter møder både her og der.

Imorgen starter jeg med at tage hjemmefra ved 7-tiden fordi jeg skal på kursus fra kl. 8 - 13.00
men så har jeg til gengæld fri fra SFO-en og kan samle krudt til vores teater-forestilling der løber af stablen i morgen med generalprøve kl. 17.00 og premiere kl. 19.30.

Når jeg når til i morgen aften ved ca. 22 - tiden kan jeg slappe af , for bortset fra et enkelt
møde fredag formiddag har jeg nemlig vinterferie og den skal udnyttes så godt som muligt.

Jeg regner med at kunne aflaste Pernille og så ellers bare være tilstede - det har mine omgivelser brug for - og det har jeg også .................

tirsdag, februar 06, 2007

Hold da helt op .....

Ja, hvis altså ikke morfar havde glemt vores kamera i Kolding (øv) så kunne jeg have præsteret det flotteste billede af snevejr.

Sneen vælter i den grad ned fra himlen - og jeg mener virkelig vælter. Himmel og hav står i eet og har gjort det nu i over 2 timer. Så kan I selv regne ud hvor hvidt her er.

Hold da op - jeg skal kælke i morgen, jeg ved det allerede og tænk det kan man få penge for
...... er jeg heldig eller hva ......

mandag, februar 05, 2007

Andreas er kommet hjem ...........HURRA


Ja, Andreas er kommet hjem lørdag eftermiddag.
Og hvor var han glad for at komme væk fra sygehuset og hjem til sig selv. I mere end en uge har han ikke kunnet spise noget som helst, men knap nok er han hjemme før han spiser som en voksen.
Og der skal også noget bensin på motoren for det kræver kræfter at komme til at gå igen.


Kørestolen er et nødvendigt onde lidt endnu - det gør alt for ondt for ham at støtte på det dårlige ben og han får stadig smertestillende medicin samtidig med at han stadig får pencillin og det skal han have i endnu 10 dage.


Ugen står på kraftig genoptræning startende idag med fysioterapeuten i varmtvandsbassin og så ellers øvelser hver anden dag. Må så bare håbe at det ikke er for tidligt og at der begynder at ske fremskridt.


Morfar har været en sej gut her i week-enden ;-) Mormor har nemlig igen igen ligget brak med dårlig mave startende fredag aften og slut igår.
Men det er godt vi har morfar. Han har været i Kolding igen i går for at få værelset indrettet til en lille dreng der ikke kan gå. Sengen ned på gulvet i stedet for i loftet, sengehest af så han selv kan øve sig i at komme fra kørestol til seng og omvendt. Og morbror Jesper har også været en tur forbi da han var på vej videre til Sjælland.


Morfar har haft en bærbar med til Pernille så hun så vidt muligt kan passe sit nye arbejde derhjemmefra. Hun startede på nyt job for ca. 3 måneder siden og vil bare så gerne passe det hun skal og så er det svært at være alene om børnene.

Men som jeg tidligere har sagt: Vi rykker lidt tættere sammen omkring dem. Og vores datter er en sej nyser hvis vi selv skal sige det ........

fredag, februar 02, 2007

Fredag og morfar tager vagten

Ja, så blev det fredag og det er morfars tur til at rydde kalenderen. Alle møder er simpelthen aflyst og der skal noget til - men for de små er intet umuligt.

Vi havde regnet med snart at få Andreas hjem men fysioterapeuten er indstillet ind til videre for det gør stadig alt for ondt ;-( Der har været en ortopæd forbi og han mener at der er startet op lidt for tidligt med genoptræningen. Men nu venter en week-end forude hvor vi alle har mulighed for at rykke lidt tættere sammen omkring dem - og det gør vi så. Kan I have det godt derude.

Tak for god underholdning

Ja, så er det man kommer til at tænke, at hvorfor er vi da ikke tilfredse med muligheden for en bronze-medalje - nej, nej nu vil vi da gerne at træerne skal vokse ind i himlen.

Jeg synes de klarede det flot ... så tak for god underholdning håndbold-drenge!!

torsdag, februar 01, 2007

Åh hvilken morgenstund

Ja det er en rigtig flot morgen her hos os. Og så kom jeg til at tænke på familiens "standardgodnatsang" der er skrevet af ham med åh hvilken morgenstund:

Barndommens land
tidens mælketand
Verden er ny for dit øje
folk er to tre meter høje
så de må bøje sig
ned til dig.

og mit yndlingsvers (jeg skal skåne jer for de sidste 6 vers men vi kan den udenad alle mand!!)

Fluen er blå
kilder på din tå
Og et par myrer du kender
hygger sig på dine hænder.
Skrubtudsen tidser en tår
før den går.

Vi har sågar synget den til min søns kandidatfest da han blev færdig som psykolog på uni.

Så den er næsten altid med os og også nu med Andreas til godnat på sygehuset.

På fredag tager morfar tjansen - for den aften skal mormor øve børneteater med alle børnene indtil "de kan det" så det kan blive sent ;-) .......

Vores dejlige Andreas


Havde lige lyst til at dele dette dejlige billede af vores Andreas. Han ser da frisk og dejlig ud og det sidste er at der venter en udskrivning muligvis mandag. Problemet er at han endnu ikke kan gå og at han skal til fysioterapeut 2 gange om dagen til genoptræning. Men vi må hjælpes ad så godt vi kan alle mand for at de kan få en god start når de kommer hjem ....

søndag, januar 28, 2007

Andreas har det fint

En dejlig dag har det været. Andreas sad oppe i en kørestol da vi kom og havde naturlig farve i kinderne. Game Boyen var et hit og efter en times spil var det tid til at komme op at ligge i sengen og slappe lidt af ovenpå anstrengelserne ;-)

Alt i alt en fin dag. Jeg tager nattetjansen fra mandag til tirsdag - jeg møder nemlig først til middag tirsdag og suser afsted efter arbejde mandag. Der er jo også en lillesøster der har visse behov - så det er med for forældrene at dele sol og vind lige.

Forældrene er gået fra hinanden og det gør det naturligvis ikke nemmere. Men vi kan kun glæde os over at de har været ansvarlige forældre overfor Andreas i denne tid og har stået last og brast omkring deres søn - og det har været rigtig dejligt at se. Nu håber vi så bare at bedringen fortsætter så familien snart igen kan komme i den daglige gænge.

En rolig søndag venter ...

I dag bliver en rolig søndag - det har vi bestemt!! Det er startet rigtig godt med en stille formiddag hvor mormor har prøvekørt den nye Game Boy som skal afleveres til Andreas i eftermiddag. Håber det er noget han kan bruge nu han skal ligge lidt fladt i lang tid.

Hvis han er som de drenge jeg kender fra mit job i "fritteren" så tror jeg han skal få meget glæde af den. Ja så vi tager en tur til Kolding Sygehus i eftermiddag og hygger lidt med ham og så er vi sikkert hjemme igen inden vi skal have et nyt kapitel af "Forbrydelsen" når det bliver aften.

Indtil da skal vi bare hygge os alene og sammen. God søndag til jer derude .......

fredag, januar 26, 2007

Puh ha... hvor har vi været bange

Ja, vi har vel nok været bange - og i meget lang tid. Efter 3 MR-Scanninger har man fundet frem til at andreas har en sygdom der hedder osteomyelitis. Vi skal regne med en indlæggelse på mellem 3 og seks uger men gudskelov fandt de ikke noget der var værre.

Det har været næsten 3 lange dage med skræk og rædsel men nu har vi besøgt ham og efter at have haft næsten 41 i feber er han nu feberfri og behandlingen er gået igang. Så vi er fortrøstningsfulde.

torsdag, januar 25, 2007

Er meget stille lige nu ....

Vi er meget stille lige nu og meget kede af det. Vores ældste barnebarn
er indlagt nu på 2. døgn og er idag blevet MR-scannet og der er fundet en væskeansamling der måske skal fjernes i Odense.

Vi holder vejret og venter ..................

tirsdag, januar 23, 2007

Så bli'r man da først rigtig glad

Så er der en forsker der har fundet ud af at det kun er uuddannede og udannede mennesker der bliver fede. Jamen så sluger vi da også lige den kammerat :-((((

Men jeg går for fanø så ud fra at denne forsker er bare lige lidt fed himself - for særlig dannet kan man sgu da ikke beskylde ham for at være.

Han har desuden en teori om at man i et overflodssamfund ikke kan regne med andet end at dem der er mindre begavet bare spiser løs når de nu har råd.

Ja så er det bare jeg siger: Må jeg så be' om mine himmelblå. Jeg håber fanme ikke at jeg har været med til at betale "for hans lille undersøgelse". Ups for et surt opstød - jeg må vist hellere tygge en mandel eller to - det skulle være godt for bl.a. halsbrand og sure opstød ................

Så har man saftsuseme da hørt det med

Hører lige nu at forskere har fundet ud af at ikke to snefnug er ens ?!

Og..................................

Øv og bøv

Ja det gamle liv har måttet melde sig ud af fællesskabet for en kort bemærkning.

Det er ellers ikke hverdagskost at jeg er for syg til at gå på arbejde - men sådan arter det gamle skrog sig lige nu. Jeg ved godt det er ligegyldigt hvornår man melder sig syg så er det uheldigt.

Men lige præcis idag er det ekstra uheldigt fordi jeg sammen med en kollega skulle på kursus fra morgenstunden. Kurset foregår i Esbjerg ca. 40 kilometer herfra og min kollega har ikke bil så jeg skulle have kørt og nu sidder jeg med sort samvittighed over at hun var nødt til at stå op klokken løgn for at tage et tog så hun kunne være fremme til kursus-start klokken 8.00.

Ak ja, den dårlige samvittighed - hvornår holder det op!! Det starter jo allerede når man er ung fordi man måske ikke helt gør det der bliver forventet af een. Så får man børn og gør karriere og huj og hej afsted det går. Og inden man ser sig om er tiden gået og man kan pille lidt i navlen for at finde ud af om de tog skade ;-)

Det har de så heldigvis (hvis du spørger deres mor) ikke gjort men så finder man da bare på noget nyt at få dårlig samvittighed over ..... Gud fri os vel .....

Jeg havde sort sort sort samvittighed over at ryge (ret meget). Det var bestemt ikke særlig populært og da mit første barnebarn viste sig på arenaen stod jeg ude i haven i regn og slud for at få en smøg. Og jeg tænkte er du fra forstanden - vil du hellere stå her og ryge end tumle rundt på gulvet med dit dejlige barnebarn. Efter barnebarn nummer to lykkes det mig så endelig at kvitte smøgerne (og det var sgu mange) og hvad tror I nu ?! Dårlig samvittighed over alle dellerne og det ekstra gode glas rødvin og det ekstra lækre mad.

Hvornår holder det op og holder det i det hele taget op ........ ja jeg spørger bare (mest mig selv)

Ja - indrømmet det er smukt



Jamen det er da rigtig smukt derude ... som en nordjyde ville have udtrykt det:

Man får ikke særlig meget ondt i øjnene af at kigge på det

(det skulle da lige være på grund af det skarpe lys ;-)))


Der var vinter til os















Ja, så kom Kong vinter alligevel på besøg og når han så er her skal han da være velkommen.

Flot ser det ud (ihvertfald indefra ) og sikkert også hvis man vovede sig derud.

Det er desværre ikke muligt for mit vedkommende - jeg ligger underdrejet mere eller mindre i nærheden af hvidt porcelæn - så det ......

mandag, januar 22, 2007

Tak skal I have drenge ...

Hold da op hvor kan de drenge da få pulsen op på en gammel kone.

De håndbolddrenge kan da lige sørge for underholdningen .............. godt gået siger vi bare herfra

søndag, januar 14, 2007

Så er vi klar igen

En ny uge vinker forude og jeg skal da lige love for at jeg og mine kollegaer er mere end klar til at prøve alle teorier af fra på mandag - så kære børn vær forberedt på alt og jeg mener alt ;-)

Og vi voksne har grint og grædt i over et døgn og hvor har det været godt til vores fremtidige
samarbejde. Vi har vel nok nydt at vi har kunnet snakke og grine uden at der har været børn der har krævet vores opmærksomhed.

Ja - så kokken er klar til masser af strabadser startende mandag morgen kl. 6.15 og sluttende med pædagogisk dag kl. 20.00 i morgen aften - ja de skal skisme nok holde hende den gamle igang..............

torsdag, januar 11, 2007

De næste par dage bliver seje

Ja som overskriften antyder så har jeg nu taget hul på et par dage hvor tingene nok vil komme til at gå lidt friskt derudaf.

Som altid om torsdagen har jeg efter arbejde 22 børn på scenen fordi de så frygtelig gerne vil spille noget teater og det skal de da have lov til syn's jeg. Så derfor har jeg i mange år instrueret en forestilling der løber af stablen lige før vinterferien så det snærper derhenad.

Og så i morgen tidlig henter jeg en kollega hvorefter vi mødes med resten af personalet i et sommerhus ved Vesterhavet hvor vi skal have "pædagogisk week-end". Håber ikke at pædagogikken forsvinder ud på de små timer (er det tilfældet - så pyt med det - det kan også være meget hyggeligt).

Der er jo også lidt der skal ordnes inden jeg tager afsted - skal f.eks. lige forberede at jeg på arbejde skal være heks der laver suppe over et bål (håber jeg kan finde edderkopper nok).
Nu er det jo altså bare det ved det at herude vestpå da blæser det en halv pelikan lige for øjeblikket så jeg håber at gryden kan finde balancen.

Kan I have det godt derude alle mand.

En cirkel der ikke rigtig cirkulerer (!)

Vi er medlem af en kunstcirkel, der fungerer på den måde at man hver måned får et nyt billede og så skal aflevere det billede man har haft hængende i en måned. Når der er gået et år samles vi så alle og har mulighed for at kigge på billederne igen (og de nye til cirklen i det næste år).
Man har så også mulighed for at købe nogle af de billeder der har cirkuleret.

Nu er der så bare lige sket det at kokken har forelsket sig i et billede som hun har meget svært ved at skulle pille ned igen - og er I klar over derude hvor hurtigt en måned går - nåh men nu har jeg så "snydt" i snart 3 måneder for jeg afleverer da bare det billede jeg får når måneden er omme. Gad vide hvor længe det går godt!!!

Men I må da give mig ret i at det er et meget smukt billede.

Jeg har faktisk flere hængende af kunstneren - dem viser jeg en anden gang :-)


mandag, januar 08, 2007

Helt ærlig .... så kan det da være ligemeget .. hvis det skal være på den måde



Altså hvis der ikke vil komme sne og ingen høj himmel med klar frost - ja så må I altså meget undskylde så er jeg meget mere end klar til at tage imod en masse forårstegn.

Jeg vil have krokos, hyacint og påskeliljer og det skal være snart!!!!

Endelig fri

Ja som overskriften antyder synes jeg bestemt det har været en lang og sej dag. Har faktisk ikke lukket et øje siden kl. 3.oo - er virkelig en torsk til at sove når jeg ved at det er vigtigt at jeg kommer tidligt op og til tiden. Klokken 4.00 stod min mand op (en time før det var nødvendigt) for nu var han blevet træt af at vende sig i takt som han sagde. Så man må gå ud fra at han så godt og vel har nået sit fly og er vel ankommet til Polen. Jeg er nu endelig kommet hjem fra jobbet og ved at det ikke bliver en lang aften for mit vedkommende. Heldigvis skal jeg så til gengæld først møde til middag imorgen.

søndag, januar 07, 2007

Kan man ønske sig mere - ja jeg spørger bare





Er de ikke fantastiske - vores dejlige Andreas sammen med sin lillesøster Mathilde klar til at indtage verden kl. 7.oo om morgenen. For som deres mor så ganske rigtig siger: Det er på det tidspunkt de er pænest og renest og det kan hun jo for så vidt have ret i!!!

Fru koch på webbyen eksisterer stadig

Som nogen vil vide har jeg skam stadig min hp på webbyen og der er I som altid velkomne.

Det er bare ikke lige blevet til så meget nyt - men kig alligevel forbi hvis du har lyst!

Vejret egner sig fantastisk

Idag er det da heldigvis så gråt i vejret så det ikke indbyder til hverken det ene eller det andet. Om lidt bliver bilen pakket med glemte sager fra julen og kursen sat mod vores datters domicil i nærheden af Kolding. Et lille smut ind i storcenteret er også programsat. Så der er dømt total afslapning.
Er måske også meget godt. Mandag starter som regel brat med for lidt søvn søndag nat fordi jeg har en åbnevagt mandag morgen, hvor jeg siger godmorgen til nogle søvnige børn klokken 6.15 - og for at det skal være helt perfekt skal min mand køre til lufthavnen kl. 05.00 i morgen tidlig for at flyve et par dage til Polen. Så er der vist fundet på undskyldninger nok for at tage en slapper i dag.