lørdag, april 12, 2008

Vejret var til for at nydes ......

... og det har vi gjort.
Chefen har været igang det meste af formiddagen med at ordne terrassen så den er klar til at flytte ud i når det først går rigtig løs.
Og fruen har hjulpet en nabo med at gøre hende klar til stor fest, og der var lige lidt sy-arbejde der skulle klares.
Og så var det lige at vi havde brug for en rask gå-tur til en dejlig natur-plet der ligger omtrent i baghaven.

Svanen her havde travlt med at gøre klar til familieforøgelse .....

... mens magen lige skulle holde øje med, om vi nu var fredelige folk - og det skulle jeg da mene at vi er - men det kunne den naturligvis ikke vide noget om!



Stedet er for mit vedkommende en erstatning for mine dejlige bøgeskove i det skønne sønderjylland, som jeg savner allermest når anemonerne springer ud.......


... på den anden side er det helt fantastisk at bo her mod vest. Det er det barske og friske samtidig med at det er det bløde og milde.

Helt som vi kan lide det - så hvem klager - ikke jeg!

fredag, april 11, 2008

Om hundrede år er alting glemt......

... men så alligevel ikke.

I dag bliver der tænkt på min afdøde svigermor. Hun kunne nemlig lige præcis være blevet 100 år idag. Og hun er bestemt ikke glemt.

Hun var en meget lille kvinde, men det skal man ikke lade sig narre af. Hun var sejere end de fleste!
I al den tid min mand kan huske tilbage har hun været meget, meget syg. Hun var een af de første der fik en ny hjerteklap på rigshospitalet og på det tidspunkt var min mand omkring 10 år. Og meget af hans barndom var præget af eet langt sygdomsforløb. Rigtig mange gange har han siddet udenfor en sygestue på sygehuset for at bede til gud om at hans mor ikke skulle dø.
Og hver gang kom hun hjem igen - og overlevede.

Mest af alt fordi hun elskede sin familie og mest af alt sin mand for meget til at hun kunne dø fra dem...... Hun var en fighter!

Og da hendes elskede mand døde ved en arbejdsulykke - ja så gav hun op og døde af en banal lungebetændelse.

Idag kunne hun så være fyldt 100 år - og hun er bestemt ikke glemt.

torsdag, april 10, 2008

Yes det er blevet torsdag .....

Torsdag er min "lykkelige dag". Da møder jeg ind allerede klokken ni og så har jeg musik og sang med førskolebørnene, sammen men een af "Pablo-pigerne".

Og vi fyrer den af skulle jeg lige hilse og sige!

Den får simpelthen på alle tangenter om jeg så må sige - det skal ihvertfald ikke være vores skyld at de ikke er forberedte når de skal starte deres disko-karriere.......

Og som rosinen i pølse-enden tager ham I ved, med mig til Kolding efter fyraften. Der er nemlig en lille Mathilde, der skal være alene hjemme og det synes hendes mor ikke man kan, når man kun er fire. Og det kan der jo være noget om. Hendes storebror skal nemlig til sit første skolebal - for nu lige at blive ved emnet!

Få en god dag - jeg har bestemt at min den skal være helt fantastisk!!!

onsdag, april 09, 2008

Pablo du er fantastisk......

Lige efter arbejde tog vi afsted. To dejlige kolleger kørte med mig i min lille bil til Århus, sådan ca. 2 timer herfra, og det var lige den tid vi havde brug for, til at få snakket og få vendt hvad der skulle vendes......

Vi skulle møde Pablo i Turbinehallen i Århus og vi var fremme i god tid og turen gik fint.

Turbinehallen er et meget fascinerende sted, som bestemt er et besøg værd. Rå vægge og meget højt til loftet. Fyrfadslys i alle åbninger i de rå mustensvægge og næsten mørkt var det, da vi trådte ind i rummet.

Joh, scenen var sat!

Ind kommer en meget undselig "sortfodsindianer". Sætter sig på en stol og begynder at tale. Meget afdæmpet engelsk og på en lidt hypnotiserende måde, og jeg tænker: Tak spids det bliver en lang aften hvis jeg skal sidde her fra kl. 19.00 til kl. 22.00.

Men inden længe har han mig i sin hule hånd.

Hvem kan stå for at blive mindet om:

Gå selv forrest i vanskelige tider, og vis andre vejen.
Hjælp de svageste.
Lyt mere.
Tal fra hjertet og sig altid sandheden
Søg respekt gennem dine handlinger og ikke gennem titler og positioner.

Han fortalte om, hvordan man skal forsøge at blive afklaret med sin fortid og sin fremtid, hvordan et menneskes "hjul" fungerer fra fødsel til død.
Og så sad jeg bare og tænkte: Selvfølgelig!

Afslutningsvis dansede han en indianer-dans og han sluttede af med en guidet meditation - og jeg skal da lige love for, det gav os tre noget at køre hjem på.

Klokken var omkring midnat inden jeg var hjemme igen - fyldt så meget op med Pablo - at da jeg skulle referere aftenen her til morgen blev det med tårer løbende ned af kinderne.

Så noget må jeg da have fået med mig hjem. Pablo du er fantastisk!!!!

tirsdag, april 08, 2008

Det var så godt ...

Ja, det var et fantastisk arrangement og hvor har jeg grinet! Men når det er sagt så er Møllehave ved at være en ældre herre, og det var tydeligt at han åbenbart lige havde været syg.

Som indledning blev der sagt at Møllehave af sin læge havde fået at vide at han kun måtte tale uafbrudt i 1½ time.
Det var der så een der havde lyst til at få sin egen læge til at give en recept på. Altså ikke til ham selv men til fruen. Hvad bilder han sig ind!? :-)

Men vittighederne kunne Møllehave huske det må man sige. Og der blev grinet. Og der var fyldt op. Ialt 400 mennesker var mødt frem og det var da flot i vores lille by.


Og som et ekstra plus havde man så lov at se "Påskeudstillingen" i Janusbygningen og det var da en god måde at få folk til at kigge på kunst.

Alt i alt en dejlig oplevelse ..... og i dag er det så Pablo! Ja, ja

søndag, april 06, 2008

Kultur eller bare tur !?

Ja, den næste uge byder på store oplevelser er jeg ganske sikker på. Jeg skal se/høre lidt kultur og jeg skal på tur.
Allerførst er jeg fuldstændig skudt i Johannes Møllehave, og han kommer her til byen i morgen, hvor han skal holde foredrag om humor!
Spørg lige om jeg har en billet og spørg også lige om jeg glæder mig!
Tænk han holder foredrag lige ovre på den anden side af gaden hvor jeg bor.
I princippet kunne han jo godt have fået tilbudt en overnatning her på adressen, men det var måske lige i overkanten ;-)

Og tirsdag tager jeg så på tur! To søde piger og så lille mig vi tager da bare lige en tur til Århus tirsdag aften! For da skal den godt nok ikke have for lidt på det alternative!

Vi er alle tre bare så fascinerede af Pablo Russel, og han er i Danmark lige nu. Og han kommer til Århus tirsdag aften. Og vi er på pletten!
Vil du vide mere om Pablo Russel så kig lige her http://www.pablorussell.com



En dejlig uge venter forude og hold da op hvor jeg glæder mig!