tirsdag, maj 15, 2007

Jeg hader simpelthen at gøre rent

Ja det er faktisk ikke engang løgn - jeg hader at gøre rent men elsker til gengæld når det er gjort.
Idag har det været tiden at tænke på hvad min gamle mor sagde for mindst 100 år siden !!! (Tror jeg nok)

"Bare du har friske blomster og rene håndklæder så kan du gøre rent når gæsterne er taget hjem" Ja det er jo meget godt og fungerer sikkert også i et hjem hvor man ikke roder halvt så meget som vi gør.

Helt tilfældigt faldt jeg over hele 2 smukke buketter der var beregnet til at gøre en mor glad på mors dag.
Nu var lejligheden ligesom forpasset så jeg kunne købe dem for en slik :-) Og da vi her i huset har inviteret børn og svigerbørn til et "maler-ophold" hvor det er meningen at træværket på huset skal have en omgang, ja så har det ligesom været en nødvendighed at suse lidt rundt med en støvsuger i hele huset.
Mine børnebørn skulle jo nødig udvikle en eller anden allergi fordi vi her i huset ikke svinger støvekosten alt for tit.

Og det er altså ikke gjort med at hænge våde klude opvredet i Ajax vand på radiatoren som jeg kan huske en kollega har fortalt om. Nej den gælder ikke her hos os.

Og da jeg ikke er hjemme hele dagen i morgen hvor jeg tager på kursus kl. 7.00 så er der kun idag til at forberede at huset bliver fyldt op de næste par dage. Hvilket også betyder at der nok ikke bliver så meget tid til at komme på bloggen. Så jeg vil nyde at have fri når jeg når til onsdag aften og nyde at have familien omkring mig.


Der er en lappeløsning på vej

Ja, om jeg så må sige .... Der hækles lapper til den store guldmedalje og der bliver godt nok brugt nogle bomuldsrester....

Åh nu må der ikke dø flere danske drenge i Basra

August kom snart så vi kan få drengene hjem i god behold. Hvor er det frygteligt at det nu igen har krævet en ung mand i Irak.

Det er så forfærdeligt at være forældre til en FN-soldat. Jeg har prøvet det på egen krop. Min Jesper har været i eks-jugoslavien som hold nr. 2 og blev skudt på hver eneste dag når han skulle køre forsyninger fra Kiseljak til Sarajevo.

Vi gik i en evig angst i 6 måneder og hver aften når vi kom i seng bad vi om at vores dreng havde det godt. På det tidspunkt havde soldaterne ingen mulighed for at kontakte os derhjemme, men Hærens Operative Kommando havde en nyhedstelefon som vi aflyttede flittigt og når der var forhøjet beredskab var vi løver i et bur.

Og det var en festdag da han landede med en stor Hercules i Skrydstrup og var uskadt hjemme igen.

Sådan skulle det ikke gå for den unge mand der mistede livet igår. Jeg tænker så meget på hans familie.

mandag, maj 14, 2007

Jeg kan da blive så edderspændt rasende ....

Har netop haft min datter i telefonen.

Ulykkelig over en episode i ulvetimen. Går ind i Bilka for at handle med to børn i indkøbsvognen og kommer hen til kassen for at betale.

Tasken er lynet op og pungen er stjålet. Der var ikke mange penge men til gengæld mange alt mulig andet. Jeg nævner i flæng kørekort,dankort,sygesikring ..........

Øv,øv

Min velkomstblomst er på plads

Hvert år ved denne tid bliver min krukke på væggen ved hoveddøren fyldt med pink petunia og lige præcis i år har jeg ikke kunnet finde den helt rigtige farve.
Der er blevet kigget allevegne og nu måtte jeg så bide i det "sure" æble og vælge en lilla - men den er da også meget sød ?

Jo, det var da søndag var det ikke

Jo det var det men som det ses gør det ikke den store forskel her i huset. Godt at vi har hver vores bærbare for ellers var det vist ikke nemt "at få en tid".
Men det lykkedes at få ham overtalt til en tur på planteskolen og jeg skal da lige love for at der blev købt ind til vores lille (meget lille) drivhus. Så i år glæder vi os til tomater i flere afskygninger, agurker, meloner og masser af krydderurter som vi dyrker både ude og inde.



søndag, maj 13, 2007

Vi har fået gæster

En skovdue har valgt at stifte familie her på adressen og er blevet fulgt med stor interesse.

Idag lykkedes det så for manden i huset som en anden pavarazzi at tage et billede af den yngre generation ud af stuevinduet.

Hyggeligt ser det ud.

Så er Andreas næsten skoleelev

Ja, så fik vi Andreas listet i skole. Det var ellers ikke med hans gode vilje - startende med ikke at ville ud af bilen da vi nåede frem til at mumle noget som hans mormor tolkede som "møgskole" lykkedes det os da at komme indenfor.

Men da det blev tid til at gå i klasserne var han altså nødt til at have sin mormor med og det var også helt ok. Det var tydeligt at han med sit falkeblik fik af-fotograferet alle klassekammeraterne men han sagde ikke et kvidder.

Da vi kom ud i bilen igen var kommentaren: Det var da en fin skole og en flink lærer.

Så jeg tror vi er fortrøstningsfulde alle mand :-)

lørdag, maj 12, 2007

Det var så den lørdag

Ja, det var den lørdag. Et par trætte bedsteforældre har lige holdt status over dagen. Og vi er blevet enige om at det ikke har skortet på oplevelser. Her kommer en af de bedre.

Andreas og Mathilde har ikke været særlig medgørlige idag og der har været brug for at hæve stemmen lidt for tit. Da det blev aften spørger jeg Andreas om det har været en god dag, og det synes han da at det har.Nåh, Andreas jamen hvorfor tror du så at morfar kigger så alvorligt på dig

"Jeg tror det er fordi han elsker mig"

Ja selvtilliden den fejler sgu ikke noget .......

fredag, maj 11, 2007

Endelig fredag

Ja, så blev det endelig week-end og om et øjeblik kommer 2 af vores guldklumper.

Andreas og Mathilde skal sove her hos mormor og morfar i nat. Deres mor skal til bryllup på sjælland i morgen.

Og meget belejligt er det lige præcis i morgen at Andreas skal hilse på sine nye klassekammerater i børnehaveklassen på sin nye skole. Ja nu kan I jo prøve at gætte på hvem der så tager med ham....

Og fornøjelsen er helt på min side!

onsdag, maj 09, 2007

En lidt for tidlig efterårsstorm raser ....

Hold da op hvor har vi stormvejr i det vestjyske idag.

Jeg nåede lige at hente en lille buket ind før blomsterne var fløjet væk.

Faktisk synes jeg det sker lidt for tit at mine smukke forårsblomster bliver blæst væk.
Men vi ligger jo også lige i vindretning her i det vestjyske så vi må vist bare vænne os til at sådan er det.

I dag er det min "lukker" i fritteren så det bliver en af de lange dage. Men det er rigtig fint jeg kan godt lide at være den der siger goddag og senere farvel.

Det er det der "kontrol-gen" der er meget veludviklet og jeg kan ikke gøre for det. Jeg elsker det overblik jeg skal have når nogen selv skal gå hjem kl. dit og en med bussen kl. dat. Og "idag henter min mormor mig så skal jeg ikke gå selv".
Ja der er meget at holde styr på men jeg elsker at sige "tak for i dag vi ses igen i morgen".

Det er dejligt at sende børnene afsted på en god måde. Så det vil jeg gå over og gøre .......

tirsdag, maj 08, 2007

I dag flager vi for Jacob

Ja, vi flager på halv stang lige som resten af vores lille by.

En ung og lidt "utilpasset" fyr på bare 22 år har givet op over for livet og alle sidder vi tilbage med følelsen af om man kunne have ændret noget.

Mange ting har været forsøgt og alle i hans lille familie har haft det svært.

I dag skal vi så sige farvel ....


søndag, maj 06, 2007

Åh ja det er så skønt ude på landet

Tænk at eje et sted hvor åen bare snor sig helt af sig selv uden hjælp af nogen art. Det er da mageløst.

Som solen spejler sig i rapsen er det jo som et postkort - men vi har set det i virkeligheden Og jeg forstår sandelig godt at det er et sted hvor man har lyst til at blive gammel!!!

Ja der er så smukt så smukt derude.



Den friserede have er jo også dejlig og jeg skal da lige love for at den er friseret. Og det bliver jo ikke ringere af at have en mark med raps som baggrund.

Og hvor de hygger sig

Ja sådan et billede kan kun glæde os piger.Pigernes venskab startede nemlig et helt andet sted
for sådan ca. 35 (!) år siden og så viser det sig at mændene har et helt fantastisk makkerskab og det glæder vi os over. Og de kan jo da ikke tage afsted til søen uden fiskestang og der er da også af og til bid. Og det er jo rigtig fedt!!




Vi har været på besøg hos godsejeren


Ja, vi har en meget god ven der er godsejer. Altså i vores verden - vi synes han ejer et gods hverken mere eller mindre!!

Det er det bedste sted på jorden med skov og sø og natur og bedst af alt så bor der de dejligste mennesker.

Vi var inviteret som så mange gange før til at spise med og så ellers bare slappe af.
Og hvor har vi nydt det!!! Dagen har budt på tur ud i de store vidder med kig til både ænder og bistader og et hurtigt goddag til Mikkel-ræv kunne det skam også blive til. Og rapsen blomstrede om kap med æbletræerne og som vores dejlige ven Niels mumlede: Ja,ja vi gør skam meget for turisterne herude på landet;-)

Åh hvor blev de fejret

Ja de blev vel nok fejret efter alle kunstens regler og som det ses er det ikke et kedeligt guldbrudepar vi taler om. Og hvis I spørger mig så ligner de da mere et sølvbrudepar.
Den mest fantastiske overraskelse synes mange vel nok var den at de fik en tur til Canada sammen med deres datter for at besøge guldbrudens søster. Det var rigtig stort.

Men i mit univers var der noget der var endnu større.

Et barnebarn på kun 15 år rejste sig op og holdt den flotteste tale der er hørt i mands minde uden at forældrene havde hørt den først.

En tale hvor hans mormor og morfar blev hyldet i en grad så der ikke var et øje tørt.

Begyndende med en erindring om en appelsinkasse i træ der fik nogle tove i hjørnerne og blev hængt i kroge i morfars værksted - vupti så var der en gynge.

Sluttende med en replik morfar havde sagt som knægten ikke havde glemt: Pelle når du fylder 16 skal dig og morfar sidde i haven på bænken og drikke en kold bajer sammen.

Den slags løfter glemmer man ikke når man er 15.

Åh mit dejlige sønderjylland

Gråsten er et besøg værd.

Desværre var Daisy ikke hjemme så hun kunne give kaffen, men vi havde nu heller ikke tid.


Vi var jo inviteret til noget der var meget sjovere, nemlig min noget ældre brors bryllupsdag (så fik jeg lige den afleveret - nærmere bestemt 13 år).
En fantastisk dag har vi haft i det sønderjyske med taler sange og dejligt samvær.


Og åh hvor bliver jeg træt af at gå rundt med sand i øjnene herude i det vestjyske hvor det altid blæser en halv pelikan.
Man kan næsten se på billederne hvor det stråler af blidhed og mildhed.
Min fantastiske nevø plejer at påpege at jeg er blevet så barsk efter at jeg er kommet til vestjylland og der er nok lidt om at klimaet påvirker ens personlighed.
Godt man så ikke bor på grønland - mon de har kolde hjerter der!! Nej vel?

lørdag, maj 05, 2007

Åh hvor har vi haft det dejligt

Ja vi har haft det så fantastisk og nu er det tid til at fordøje både indtryk og masser af mad og drikke og dejligt selskab. Nu er det sengetid og i morgen skal jeg nyde at kigge på billeder fra både bededag og lørdag ......

fredag, maj 04, 2007

Bededag ...

Ja så blev det endelig bededag. Her i vores lille by er det store-konfirmationsdag. Alt skinner omkring os og alle haver er simpelthen støvsuget og alle er bare så klar.

Og her i huset glæder fruen sig over at alt er nået til punkt og prikke - ganske som en mor til en konfirmand. Forskellen er bare at det ikke handler om at menuen er på plads, borddækning og bordkort og hvad der ellers skal tages hensyn til er som det skal være.

Nej her i huset er det tid til at læne sig tilbage og tænke: Åh hvor vil jeg ønske at de bliver glade for sangen i alle i de små hjem, hvor jeg har bidraget med det lille festlige indslag som der nu hører sig til sådan en dag.

Og så vil jeg trille til det sønderjyske hvor min fantastiske storebror og hans viv har inviteret på middag på grund af noget så simpelt som en bryllupsdag. Meeeen nu er det altså ikke en hvilken som helst bryllupsdag. 50 år er mange år at være gift med den samme så jeg synes det er meget stort. Så dem vil vi fejre idag ......

onsdag, maj 02, 2007

Jeg samler på ord ......

Ja, jeg samler på ord. Og der er digte/vers der har fulgt mig det meste af mit liv.

Indimellem har jeg brug for at kigge på min opslagstavle - der har hængt et digt her hos os i mere end 20 år. Det er skrevet af Lena Holstein:

Ambitioner
''Hun var en god moder
en vidunderlig og varmblodig elskerinde
forstående hustru
succesrig erhvervskvinde
politisk engageret
med faste tider i motionscentret.
Vinduerne var nypudsede
tæppefrynserne nyfriserede
og der duftede godt i hele huset
af nybagt brød og hjemmelavet appelsinmarmelade
- da ambulancen standsede udenfor.''
God dag til alle jer derude - og husk nullermændene render ingen steder ;-))


tirsdag, maj 01, 2007

Her skal slappes af og intet andet

Ja her er stedet hvor der bliver grillet,snakket og hygget til langt ud på aftenen og det er en dejlig krog hvor der er plads til både mennesker og fugle.

Vi fodrer vores fugle året rundt og vi har rigtig mange bevingede gæster ....

Men der er sandelig også værelser til hele familier rundt omkring på matriklen.

Og her har jeg så en lille smutvej ud til det virkelige liv - til "min" skole og til vores meget berømte kunstbygning Janus-bygningen.
Vores lille by er nemlig en ret stor prik på landkortet hvad angår kunsten. Og vi er da også nogle der har stemt dørklokker og rigtig meget andet for at stedet kunne blive en realitet.
Men mere om det en anden dag ........









Jeg elsker min lille have .......

Ja .. jeg elsker min have. Mest af alt fordi den er indrettet med små listige steder som man lige pludselig kommer forbi på det næste hjørne. Her er mit dejlige hjørne hvor man har et lille kig til både min pergola og min dejlige magnolia.


Og her er min lille pergola der - når det bliver rosentid - er fyldt med røde roser der dufter himmelsk. Men tiden med azalier og rhododendrun er heller ikke at kimse ad ....



Her er så et lille kig til mit lille hjørne igen når man går igennem pergolaen fra den anden side.





Og disse dejlige tulipaner har vi glædet os over i meget lang tid men nu er det vist ved at være slut.








mandag, april 30, 2007

Her har vi hele balladen

Alle forældre er rigtig glade...... både de gamle forældre og de nye forældre - er det ikke fantastisk.

Vores lille charmetrold har fået navn i week-enden

Findes der noget mere dansk end sådan en kirke med blå himmel og dannebrog.
Her blev vores lille Freya døbt i går og det var en helt fantastisk dag. En dejlig præst og en meget fin prædiken.

Præsten kunne forøvrigt fortælle om at hans egen hustru også lige havde født og at Jesus i bibelen havde nævnt at kvindens smerter under fødslen er så ubeskrivelige.
Det kunne så lige få min søns kammerat (hvis kone har født ham to dejlige børn) til at kommentere senere: Har han måske aldrig prøvet at være FORKØLET!!! Ak ja alt er jo relativt og den nævnte kammerat har en højt udviklet humoristisk sans.



Og her har vi så hovedpersonen med glimt i øjet og alt hvad dertil hører. Traditionerne bliver holdt i hævd sådan en dag. Kjolen har været i brug i flere generationer og både mormor og farmor var opmærksomme på om barnet nu også havde sovet i kjolen inden den blev taget af hende igen. Ak ja - der må gerne trækkes på smilebåndet.





onsdag, april 25, 2007

Kald mig for en tålmodig sjæl

Hold da helt kæft hvor har vi været handicappet. Maskinhuset har strejket nu i snart 3 uger. Endelig er der så kommet en ny "ADSL-kasse" fra TDC i dag med posten og nu håber vi på at vi er kørende igen.

Vi har måttet smugkigge fra enhver PC vi er kommet forbi på vores vej men endelig sidder vi her igen.

Så lur mig om ikke der snart kommer en opdatering af livets gang i lidenlund ......

fredag, april 06, 2007

Hvis vi slapper mere af garanterer vi ikke for noget ....

Ja så er vi klar til ryk-ind her i det vestjyske. Ikke så meget hvad angår fysikken som mentalt.

Vi er taget i sommerhus og har lavet intet andet end det vi har lyst til. Det har været tid til eftertanke og til afslapning.

En ældre dame som vi holdt meget af er gået bort skærtorsdag og det har naturligvis fyldt meget og sat tanker igang.

Men nu er vi mentalt klar til at sige velkommen til børn og nogle af børnebørnene i morgen til frokost og til de efterfølgende påskedage.

Så er der dømt snak, spil og grin og naturligvis lidt lam og rødvin og ikke at forglemme sønderjyske sol-æg.

Ja, og lur mig om ikke påskeharen har lagt nogle æg udenfor påskemorgen det plejer den da, så jeg tror jeg må ud og kigge efter dem sammen med Asger, bare for en sikkerheds skyld.

Så resten af påskeferien kan godt komme an jeg er så klar så klar!!

torsdag, april 05, 2007

Did you expect me to say no .....

Ja jeg føler altså lige trang til at fortælle om en af vore mange oplevelser på vores tur.

En aften vi var ude at spise sidder der bagved mig et ungt par ved et to-mandsbord og på et tidspunkt ser jeg godt at tjeneren kommer med en køler med champagne. Pludselig gør min mand en masse fakter og nikker og hvisker om at jeg er nødt til at kigge bagud!!

Og hvad ser jeg - det samme som resten af restauranten - en engelsk (gentle)mand ligger på knæ med en æske fra en juveler og beder den unge dame om at gifte sig med hende!!!

Og så er det altså at hun inden hun får fremstammet det vigtige ord "yes" siger ovennævnte replik.

Og jeg kan sandelig da godt følge hendes tankegang.

Skulle det nu absolut være i al offentlig hvor det var sværere for hende at svare nej - ja hvad ved jeg om den slags - vi var ihvertfald mange der fik en ekstra een på opleveren - og det er jo aldrig til at kimse ad!

onsdag, april 04, 2007

Der findes mange måder at tjene sine penge på


Ja der er rigtig mange måder at tjene penge på.


En af dem er at lave figurer i sand.


Der er nogle der er virkelig skrappe til det.


I nærheden af vores sommerhus er der hvert år en sandskulptur-festival og det er sandelig da i stand til at tage pusten fra hele familien når vi ser hvad man er i stand til at lave.


Denne mand havde indtaget et hjørne af stranden hvor han hver dag var igang med enten en ny ting eller en reparation af den eksisterende figur der var blevet trådt under fode i nattens mulm og mørke.

Der var nok at se til og så havde han lige en lille spand stående hvor man kunne smide en skilling om man havde lyst.
Chancen for at han læser med her på bloggen er nok minimal så jeg vil tillade mig at sige at jeg tror ikke han kunne gøre sig gældende til sandskultur-festivalen så har jeg vist ikke sagt for meget ...... men sjovt at følge med i var det bestemt ...... og en skilling eller to fra danmark blev det da også til.




Er det ikke smukt

Se det var jo lige noget i den her stil jeg kunne tænke mig som indgangsparti her hos mig selv i lille Dannevang.

Er det ikke bare smukt.

Vi var nødt til at gå forbi hver dag for lige at se om det nu også kunne være rigtigt.

En dag kom en meget gammel nonne i sort gående imod os og det var lige guf for en foto-tosset turist. Hun var ikke særlig vaks til bens men da hun så mit kamera skal jeg lige love for at hun "kunne pakke sig" som en hvis matador-person ville have sagt. Hold da op hvor fik hun travlt - så jeg måtte "nøjes" med ham turisten for at få et billede med hjem.



Jeg elsker simpelthen den sydlandske byggestil.


De lyse farver de vælger materialer i er simpelthen bare mig.


Det er sikkert derfor at vi har valgt lidt specielle materialer til vores eget hus i sin tid kommer jeg lige til at tænke på. Vi har faktisk håndstrøgne sten i gule nuancer og gult tegl på vores tag.

Men jeg må da indrømme at vi nok ikke kan klare daddelpalmerne og appelsintræerne i samme grad - men så har vi da noget andet vi kan byde på.... Hvad f.eks. med en snestorm af dimensioner og bagefter et forår der er så fantastisk.....




Så er vi på banen igen ......

Ja vi er hjemme igen med en masse sol på kroppen og en masse billeder i hovedet og i kameraet.

Det har været en rigtig dejlig tur med ren afslapning og vi har nydt det rigtig meget og har ikke lavet noget som helst.


Vi har snuset en masse indtryk og har haft tid til at nyde hinanden og det har vi haft brug for kan vi mærke. Så der er energi igen til en tur i vores sommerhus hvor vi skal hygge med vores børn og børnebørn.

tirsdag, marts 20, 2007

Fuerteventura er bare saa fedt ...

Ja hvis der var nogen der var i tvivl saa er vi nu chokoladebrune ... kan I ha det godt derhjemme

mandag, marts 05, 2007

Ja, ja lidt bliver der da lavet


Ja, det blev lige til en vamset trøje til Freya her i week-enden. Den kunne jo ikke tage så lang tid at lave - tykt garn og lidt flimmer-kasse-kig og en fredag aften og lidt lørdagsnusseri .... Vupti så var det den trøje.......

søndag, marts 04, 2007

Mor så stopper du .......

"Arrhjj altså så sidder man her med morgenhår og hele svineriet og så skal ens mor absolut fotografere, ja jeg ved snart ikke hvad det er man kommer hjem for ......"

Ja man fatter jo ikke hvad problemet kan være.

Hun er jo dejlig uanset hvad.......

Mon ikke jeg hører fra hende når hun har været inde på bloggen :-)

Gad da nok vide om de kan regne den ud.....

Ja, man skal da ikke være særlig gammel for at kunne regne den ud .......

Mathilde holdt lige en lille pause sammen med sin mor efter at mormor havde fået tid ved PC'eren.

Der er rift om maskineriet når sådan et par er på besøg. Heldigvis har vi mere end een PC'er så der både kan spilles Pixeline på den ene og Racer på den anden. Og det blev der så ....

Moderen synes at en ½ time er rigtig lang tid uden frisk luft - så der er restriktioner på skidtet - og det må vi så alle acceptere - med mere eller mindre forståelse, fra nogen ;-)

Mormor hvornår kommer du med den morgenmad ...

Ja, ja, der er en der er rigtig morgenfrisk .....

Andreas kom med kørestol men den blev i bilen....

Ja .. dejlige Andreas kom på besøg i dag og selvom han havde medbragt sin kørestol så blev den i bilen. Han humper lidt omkring men går ved egen hjælp. Han bad faktisk selv om at gå på legepladsen og det gik fint. Hjemad var det tydeligt at nu kunne det være nok og mormor måtte træde til og bære "byrden" på hjemturen....

Min datter kunne pludselig mindes hvordan det havde været i hendes barndom hvor vi havde en handicappet dreng i pleje. Han var spastiker men lærte at gå selv med megen træning og blod sved og tårer. Det foregik med ture ned i engen i et meget naturskønt område hvor vi boede på det tidspunkt. Og som hun sagde : Hold op hvor har vi samlet mange sten.... Dengang viste de ikke det var en øvelse de var igang med... og jeg må sige den virkede efter hensigten.

Heldigvis er det kun et spørgsmål om tid inden vores Andreas går helt normalt igen ... og selvom moderen måske nok er lidt utålmodig så skal det nok gå ....

Jo, jo der er da liv i os endnu

Ja vi er her skam stadig.

Har haft besøg af denne yndige dame og hendes mor og storebror idag. Og det har været rigtig dejligt. De kom allerede i går og er lige taget hjem igen. Og vi har vel nok nydt at have dem på besøg......

mandag, februar 26, 2007

Morgenvagt - det er mandag

Ja... hvor jeg synes det er hårdt at have den der mandagsmorgenvagt. For det første sover vi ikke nogen af os - men er vågne hver time for at tjekke hvad klokken er. Og vi ved godt at vi aldrig sover over os - men ......


Nåh men som sædvanlig i god tid åbner kl. 6.00 og bliver ringet op af bagvagten kl. 7.00 om jeg kan tage en 1. klasse til musik kl. 9.30 og en 2. klasse til dansk kl. 10.55. Skal møde på mit ordinære arbejde fra kl. 12.00 til kl. 16.30. Skal have et møde kl. 16.30 hvor vi er et par stykker der "lige skal have skrevet et brev til Brian Mikkelsen" og så klokken 19.00 skal jeg til bestyrelsesmøde til ca. kl. 22.00.

Er i forpustet - det er jeg ikke endnu - men det bliver jeg sikkert. Så idag er der ikke plads til uforudsete ting.

Børnene har det heldigvis ok. Andreas' mor skal til samtale i dag på sygehuset om det videre forløb med genoptræning etc. men vi håber at alt er som det skal være.

Kan I ha det godt derude indtil der bliver plads til lidt mere skriveri

tirsdag, februar 20, 2007

Åhh hvor jeg længes ...


Jeg vil ikke have snestorm jeg vil have forår i min have. Billedet er fra sidste år selvom det føles som om det er hundrede år siden at haven så sådan ud.
I eftermiddag tager jeg en børnehaveklasse med ud i naturen for at lede efter forårstegn og vi skal simpelthen finde nogen....

Vi har taget hul på en ny dejlig uge ....

Ja, så er vi klar til at tage fat igen. Men denne uge har jeg bestemt skal være en ganske almindelig een af slagsen .... næsten.

Andreas er startet med at være i børnehave om formiddagen og det gik fint i går. Han skulle lige over den der med "hvad siger de andre" .. men det havde været ok.

Freya hoster ikke så meget længere men er til gengæld blevet lidt mere skrigende end tidligere, men det er jo rigtig dejligt at hun kan :-)

Så alt i alt venter en uge med de almindelige udfordringer der er ved at være engageret med både job og fritidsaktiviteter. Og det har jeg bestemt at det vil jeg nyde i den uge der kommer.

søndag, februar 18, 2007

En lille halsklud


Ja, der har været tid til lidt strikkeri.
Liselotte har været inspirationskilden men jeg kan godt se at mønsteret ikke er ramt helt perfekt. Spørg mig ikke hvad der gik galt men farverne er da dejlige og nu skal det prøves ..... med en smuk broche tror jeg det går an.

Garnet er det japanske Noro - men den udgave med lidt silke og ikke rent uld. Og som Vævestuen i Ho reklamerer med "Creme ala creme" Smukt garn.


Foreløbig er det spændt ud og venter på at blive tørt.

Så har jeg lidt at tage om halsen når min mand er på valsen ;-)

lørdag, februar 17, 2007

Det er simpelthen for fantastisk

Har været inde at kigge på min statistik på denne webblog og kan kun sige hej til:

5 der kigger med fra USA
2 fra De Arabiske Emirater
1 fra Italien
1 fra Frankrig (Hej Helle :-)
1 fra Spanien
1 fra Irland
1 fra Canada
Og indtil videre næsten 100 besøg fra Danmark

Nåh men det var da hyggeligt - troede sådan set at jeg mere eller mindre var alene på denne blog og det kun var familien og så "det løse" der kiggede med - men så berejste er vi altså heller ikke. Men I skal være så velkomne hver og een.

Gad nok vide hvad hun tænker ....

Ja det er ikke nemt at vide hvad der foregår i hovedet på sådan et lille menneske... jeg ved godt hvad der foregår i farmors hovede lige der.

Glæde over at vores lille Freya er en sej lille pige på trods af en overnatning på intensiv og en masse postyr så klarede hun da bare skærene og hun er ikke engang fyldt 2 måneder endnu - hvad kan hun ikke blive til. Ja hvis I spørger mig - alle muligheder står åbne - haha.

Ja,lille Freya havde fået farve i kinderne men skulle stadig have damp af saltvand og lidt medicin men hosten lyder slem og forældrene får godt med motion op og ned ad gulvet. Men det var godt vi kunne hjælpe lidt til.

Faderen havde et møde som han var nødt til at køre til (læs: kunder i butikken ;-)) så det var fint at vi kunne gå på legepladsen med Asger og hygge lidt så moderen kunne få lidt fred.

Man bliver jo taknemmelig for lidt - vores svigerdatter syntes det var luksus at hun kunne gå til bageren alene uden børn og at hun kunne komme ud i luften - så lidt nytte har vi da gjort.

Og blot til orientering så har vi den mest fantastiske svigerdatter som vi vil gøre alt for at hjælpe når tingene brænder på. Hun er da godt nok sjællænder men det kan hun jo for pokker ikke selv gøre for :-)

Kan du så lige slappe af ....


Ja, tak det vil jeg da gerne ;-))))

Men med sådan en velkomst er det jo ingen sag at tage en tørn. Alt er parat med "medicin" til både børn og voksne.






Torsdag var vi hos Andreas før kl. 9.00 og igår fredag var vi i Århus inden kl. 10.00 så vi nyder at der en stille opstart her hos os i dag lørdag.

Andreas havde det fint .. sidder stadig i kørestolen men det går fremad og læger og fysioterapeuter er tilfredse med tempoet så det skal nok gå.

onsdag, februar 14, 2007

Åhh ja så var der da også et billede


Ja, så var der et billede. Billedet var et jeg malede og gav Pernille i julen 2005. Det skulle gerne afspejle hendes situation på det tidspunkt - ved ikke om man kan se det men der er lige skyggen af en mand i baggrunden og der er også ret mange børn .... så er det sagt.

På det tidspunkt var hun blevet alene med børnene, men der blev "sendt" en hjælper til hende og ham er hun rigtig glad for (og det er hun også for billedet)

Jeg ved sørme ikke hvorfor damerne på mine billeder aldrig har tøj på - det kunne man da godt grave lidt i hvis man ville - men det tror jeg nu ikke jeg vil ;-)))

Vi var lige et smut forbi Andreas


Ja Andreas har set frem til at mormor og morfar skulle komme tirsdag og for den sags skyld igen torsdag. Så vi har spillet Olsen i flere timer ad gangen og hvor var det hyggeligt.


Moderen benyttede så lige chancen for at komme på arbejde. Og det var de glade for og det var hun sandelig også kunne vi mærke. Men nu vil vi faktisk godt snart have en ganske almindelig hverdag ..... hvis vi skulle bede om noget må det være det.

Freya har det bedre...

Ja heldigvis går det fremad for vores lille Freya - prøverne ser bedre ud og hun er mere vågen.
Men det er hårdt arbejde for den lille familie.... der er jo også en lillebror der mangler sin mor .... ham må faderen så være der for ... moderen har jo maden til Freya så den arbejdsfordeling giver ligesom sig selv.

Men da faderen har sin egen virksomhed er der jo noget af et puslespil der skal gå op.

Det kan være der bliver brug for os der også, så lige nu pønser vi på at vi måske tager en tur til Århus igen på fredag.

mandag, februar 12, 2007

Ja, så er vi på den igen ...

Vores lille Freya på kun 1½ måned er indlagt med RS-virus, så vi har igen et barnebarn indlagt.

Så stop dog vi gider ikke at ha det ................

onsdag, februar 07, 2007

En laaang dag er slut

Endelig hjemme - har været på farten siden klokken 9.oo i morges og er netop kommet hjem efter møder både her og der.

Imorgen starter jeg med at tage hjemmefra ved 7-tiden fordi jeg skal på kursus fra kl. 8 - 13.00
men så har jeg til gengæld fri fra SFO-en og kan samle krudt til vores teater-forestilling der løber af stablen i morgen med generalprøve kl. 17.00 og premiere kl. 19.30.

Når jeg når til i morgen aften ved ca. 22 - tiden kan jeg slappe af , for bortset fra et enkelt
møde fredag formiddag har jeg nemlig vinterferie og den skal udnyttes så godt som muligt.

Jeg regner med at kunne aflaste Pernille og så ellers bare være tilstede - det har mine omgivelser brug for - og det har jeg også .................

tirsdag, februar 06, 2007

Hold da helt op .....

Ja, hvis altså ikke morfar havde glemt vores kamera i Kolding (øv) så kunne jeg have præsteret det flotteste billede af snevejr.

Sneen vælter i den grad ned fra himlen - og jeg mener virkelig vælter. Himmel og hav står i eet og har gjort det nu i over 2 timer. Så kan I selv regne ud hvor hvidt her er.

Hold da op - jeg skal kælke i morgen, jeg ved det allerede og tænk det kan man få penge for
...... er jeg heldig eller hva ......

mandag, februar 05, 2007

Andreas er kommet hjem ...........HURRA


Ja, Andreas er kommet hjem lørdag eftermiddag.
Og hvor var han glad for at komme væk fra sygehuset og hjem til sig selv. I mere end en uge har han ikke kunnet spise noget som helst, men knap nok er han hjemme før han spiser som en voksen.
Og der skal også noget bensin på motoren for det kræver kræfter at komme til at gå igen.


Kørestolen er et nødvendigt onde lidt endnu - det gør alt for ondt for ham at støtte på det dårlige ben og han får stadig smertestillende medicin samtidig med at han stadig får pencillin og det skal han have i endnu 10 dage.


Ugen står på kraftig genoptræning startende idag med fysioterapeuten i varmtvandsbassin og så ellers øvelser hver anden dag. Må så bare håbe at det ikke er for tidligt og at der begynder at ske fremskridt.


Morfar har været en sej gut her i week-enden ;-) Mormor har nemlig igen igen ligget brak med dårlig mave startende fredag aften og slut igår.
Men det er godt vi har morfar. Han har været i Kolding igen i går for at få værelset indrettet til en lille dreng der ikke kan gå. Sengen ned på gulvet i stedet for i loftet, sengehest af så han selv kan øve sig i at komme fra kørestol til seng og omvendt. Og morbror Jesper har også været en tur forbi da han var på vej videre til Sjælland.


Morfar har haft en bærbar med til Pernille så hun så vidt muligt kan passe sit nye arbejde derhjemmefra. Hun startede på nyt job for ca. 3 måneder siden og vil bare så gerne passe det hun skal og så er det svært at være alene om børnene.

Men som jeg tidligere har sagt: Vi rykker lidt tættere sammen omkring dem. Og vores datter er en sej nyser hvis vi selv skal sige det ........