lørdag, november 01, 2008

Så var det farvel og på gensyn ...

Der blev sagt farvel efter alle kunstens regler!




Jeg fik flotte gaver og sjovt farvel og tak med grin og grimasser. Og både børn og voksne syntes det var vældig sjovt!

Men sjovt var det jo ikke at skulle sige farvel, men det gik og nu er det overstået!

En ny epoke venter lige om hjørnet og det skal nok blive sjovt!

fredag, oktober 31, 2008

Sidste dag på job

Puh ha så blev det den sidste dag,,,solen er knap nok kommet op-og her sidder jeg med sommerfugle i maven.
Troede sæsonen for sommerfugle var overstået forlængst. Både i naturen, og i min mave. Jeg mener - snart er jeg fyldt 60 år, så burde man kunne tage det meste med ophøjet ro! Men idag er en undtagelse.
Jeg har i den forløbne uge fået rigtig mange kram, og en kollega har besluttet at jeg ikke måtte gå hjem i denne uge uden et kram. Så jeg har fået kram til farvel hver eneste dag i ugen der er gået. Og det gør jo heller ikke noget at det er en ung fyr på 32 :-)

Børnene har spurgt rigtig mange gange hvorfor jeg nu behøver at stoppe. Og svaret har været: Jamen jeg er jo ved at være gammel,.........og så er jagten gået på mine rynker! Resultatet er blevet at jeg har flest omkring munden. Nogle mener det kan være fordi jeg har gået for meget rundt med en fornærmet trutmund. Meeen det tror jeg nu ikke kan være rigtigt.

Kan I forstå det bliver lidt svært idag?! Nå men der må samles energi til det bliver middag - møder ind kl. 12.oo og så er det så for sidste gang.

Tænk på mig - ok!

torsdag, oktober 30, 2008

Så var den første fødselsdag overstået ....

Ham i ved nok blev 61 år i går. Hvis I spørger mig kan det overhovedet ikke ses.



Intet er forandret siden vi for 41 år siden fejrede fødselsdag sammen for første gang.

Det skulle da lige være kvaliteten på spejlene, og så er der også et eller andet med størrelserne på tøjet i butikkerne. Det har de også af een eller anden grund ændret på.

Hvorfor skal en str. 36 fra dengang nu lige pludselig hedde 46? Ja jeg fatter ingenting.

Men heldigvis er vi (nogenlunde) ligesom vi plejer at være begge to.

Og det er jo ikke det værste ...... God dag til jer derude.

tirsdag, oktober 28, 2008

Sol over vestjylland ...


Solen lokker og luften er høj og frisk. Det kunne jo ikke passe bedre. Jeg skal på tur idag.

Nærmere bestemt fødselsdags-tur. Alle de børn der har haft fødselsdag i sept. og okt. tager afsted ud i det gode vejr.

Og som noget helt fantastisk er det lovligt at købe for 10 kroner snoller. Og så skal der leges igennem på legepladsen og der skal gives sær-behandling. Tyve børn skal vi have med.

Vi skal ud at nyde de sidste smukke farver inden alt bliver trist og gråt.


Og børnene syntes det var fint at jeg tog med, da de hørte at min mand har fødselsdag i morgen og jeg selv den 12. nov. - så det er jeg da meget glad for (havde nok taget med alligevel :-).

mandag, oktober 27, 2008

Puh ha....

Mange smukke ord er sagt!

Hvis jeg kendte hende de talte om - hold da op hvor ville det være fedt! Nåh men man ved jo ikke hvad andre tænker om een.

Overstået er det ihvertfald og det gik fint.

Det var i den grad et kvantespring jeg havde gang i her ..... og det er så godt at være på den anden side af det.

Sjovt er det at tænke på, at i mit tidligere job var jeg i 18 år og sagde også selv op. Her har jeg kun været i 3 år. Men hold da op hvor er det mange gange værre at skulle sige farvel denne gang.

Nu venter et godt glas rødvin og en kyllingeret der simrer på komfuret - og det var så den dag;-)

Sidste gang ......

Om et par timer tager jeg hul på en uge, der vil blive præget af udtrykket:

"Sidste Gang".....

Idag er der p-møde på skolen for sidste gang
Idag er der p-møde i SFO'en for sidste gang

Ovennævnte 2 punkter er noget der bliver godt at få overstået.
For en tude-marie er det svært at høre på alle de fine ord, når det er een selv de er møntet på. Er ikke i tvivl om at det hele er venlig ment, og når det er overstået kan det være fint nok at tænke tilbage på - men idag bliver een af de dage hvor det kan være lidt hårdt at sige - sidste gang!

God dag til jer derude - min nedtælling er begyndt - fredag er det tid til "Første gang":-)



lørdag, oktober 25, 2008

En helt igennem fantastisk dag ...

Smilet har ikke forladt mit ansigt endnu! Jeg har haft en helt igennem fantastisk dag! Et garnudsalg der nærmest endte med at blive et mindre blog-træf!

Se på disse to!




Tænk at møde mennesker man aldrig nogensinde har set i "det virkelige liv" og så kommer de een imøde med et kram.

.... og for at det ikke skulle være nok, ja så har jeg også fået et kæmpekram af Marianne. Og vi var der sådan set "bare" for at købe garn - og det skal jeg da lige love for at vi gjorde.


En helt igennem fantastisk dag..... og som jeg sagde til "ham-i-ved-nok": Dagen idag er een af dem jeg hænger op på min gode knage og tager ned når det er lidt surt!

Det var bare så dejligt at møde jer piger! Håber Marianne kom godt frem til nordjylland og at Ella og Liselotte er kommet godt hjem - og tusind tak for idag til jer alle tre!

mandag, oktober 20, 2008

Ugen der gak .....

Der har været fridage, hvor det var tid til at nyde den fantastiske efterårshimmel.....
Der har været tid til et frokostbesøg på Blåvand Kro med ham I ved godt ....

Der har været tid til at skyde farverige billeder.....



Der har været tid til at være på Cafe med et par fjantede kollegaer, som jeg er helt vilde med.
Kig på billedet og I ved hvad jeg mener ..........


Og de havde gave med til deres gamle kollega og der var ikke et øje tørt. Som så mange gange før var det teksten på kortet der gjorde indtryk!Og når man er en tude-Marie kræver det ekstra koncentration. De piger er fantastiske!

Der har været tid til at have besøg af sønnen og ikke mindst hans familie.

Og så er det faktisk ved at være tid til nedtællingen.

Senest den 31. oktober stopper jeg på job. Måske endda lidt før - afhængig af hvad der skal afspadseres osv.

Så mange ting ligger lige under pandeskallen lige i øjeblikket, men heldigvis er det jo kun gode ting.

Og det falder på plads helt af sig selv...... Denne uge skal bare bruges til at komme ovenpå igen - det er skam hårdt at fare sådan rundt når man når min alder ;-)

mandag, oktober 13, 2008

Nu tror I jo nok ...

... at jeg holder ferie i denne uge!

Så kan I da godt tro om igen. Jeg skal jobbe allerede kl. 8.00 idag og være sammen med 2 af mine yndlingskollegaer - og kun 25 børn!

Vi skal lave mad over bål og det bliver da rigtig hyggeligt.

God dag til jer - og god efterårsferie hvis du er een af de heldige!

lørdag, oktober 11, 2008

Det er efterår ....

Og man kan godt sige, at vi også er nået dertil at vores personlige efterår er gået igang. Inden længe er jeg gået på efterløn og så er mit arbejdsliv sluttet.



Men ham I ved godt, er lidt mere efterspurgt!
Der har været bud efter ham og det har været godt. Nu er han færdig med sine "forpligtelser" overfor sit tidligere arbejde, og dermed har han fået friheden til at sige ja tak til de tilbud der har været.

Nu er det så endt med et fast job på fire dage om ugen i en træ-virksomhed i nærheden, og det er lige tilpas for ham (og mig).

Ikke mindst fordi han ikke er klar til at stoppe helt endnu. Og så gør det jo ikke noget at der er skulderklap undervejs. Mest af alt fra mennesker som vi ikke havde ventet det fra!

Det er jo tankevækkende, at nogle af dem man regnede med at man skulle læne sig lidt op ad, indtil man fandt balancen igen - ja de havde vist for travlt, mens dem der var stand-by, mens vores hverdag faldt fra hinanden - det var nogle helt andre!

Det er gudskelov fortid nu - og som bekendt er det fremtiden der er interresant.

En øjen-åbner har det været under alle omstændigheder - og hvor er vi heldige at vi har fået en stille og rolig hverdag.

Og når oktober bliver til november - ja så vil jeg have meget svært ved at få armene ned igen......

fredag, oktober 10, 2008

Jeg slap ikke ....

Der måtte et skud pennicilin til for at jeg kunne komme på højkant igen. Og det prøver jeg så på at få til at lykkes.

Så der er ikke så meget andet at gøre end at tænde lidt lys, hygge sig med ham I ved godt og så ellers bare vente på at det går over!

God fredag til jer derude!

onsdag, oktober 08, 2008

Jeg er smidt af holdet i dag ;-)

Influenza-vaccinen har spillet mig et puds og nu har jeg måttet give op - og blive hjemme - ØV.

Men så er det jo lidt hyggeligt at det er "forstyr-dine-venner-dag" idag. Og det er der så een der har gjort. Prøv bare at se:
Der er krummer i den der!

Ingen appelsinhud til den dame - lige om lidt!

Og ham der kunne da være forfriskende på en varm sommerdag!

God dag til jer derude - jeg skal nok lade være med at forstyrre mere i dag!

tirsdag, oktober 07, 2008

Naaarj hvor var det sjawt.........

Tasken er færdig og afleveret til min søde kollega Jannie. Og hun blev glad - og så er jeg også glad!
Og det har været så sjovt at lave den. Masser af tykt garn på mega-tykke pinde og alt for stor - og vupti en tur i vaskemaskinen i lidt for varmt vand. Og så var den godt og grundig filtet.

I mine unge dag ville man jo sige at den var blevet "stampet og ødelagt" men sådan er det ikke længere. Nej, nej. Det er simpelthen bare in - og rigtig sjovt!

mandag, oktober 06, 2008

Maraton-løberen er tilbage på sin pind!

Vi farer fra Herodes til Pilatus - men nu skal det til at være slut! Uden vi har lagt mærke til det har efteråret sneget sig ind på os, og har lagt sin klamme hånd på hæk og busk.....

Nu vil vi til at mærke efter hvordan det står til - har vi i hvert fald lovet hinanden.

Lad os se om det bliver sådan. Der er helt sikkert ingen tvivil om at vi glæder os til at få gjort klar til vinter udenfor, og til at kravle sammen ved kaminen og bare være herhjemme.

Og imens det står på kan vi jo nyde de sidste farver i haven og glædes over at der er nyt på vej når vi kommer til foråret.....

Solen skinner og der er udsigt til en god dag på job .... jeg klager ikke spor!

søndag, september 28, 2008

Åh det er søndag .....

Himlen er klar - og det er jeg også.

Idag kommer hele banden på besøg og jeg havde regnet med regnvejr. Og hvad sker der så!

Her er ikke en sky og solen er synlig og lige ved at være gået op. Tænk hvis man kunne sidde ude og drømme om Mallorca, men det er vist for meget at bede om.
Måske skulle vi tage ekstra trøje på og så gå ud og kigge efter kastanjer!

God søndag til jer derude!

onsdag, september 24, 2008

Mums....

Lækre pluk-selv æbler er blevet forvandlet til det lækreste æble-chutney.

Og vi snakker allerede om at vi er nødt til at tage en tur over broen endnu engang. Det var bare så fint at plukke sin egen frugt. Måske hjalp det også lidt at vejret viste sig fra sin flotteste side .....

Men chutneyen den får ben at gå på - så måske igen .....


Med lidt bid men stadig med eftersommerens sødme! Mums!


søndag, september 21, 2008

Vi har grint og vi har grædt.....

Vi har fået det mest fantastiske mad, og vi har hygget os med at være sammen.

Der har været godmodigt drilleri, og der har været alvorlige samtaler. Ganske som det var ventet.

Der er blevet læsset af overfor hinanden og det er så godt at være sammen, og at vide at her er det tilladt at lukke op for ting som man har brug for at få snakket om....


Og denne fantastiske kvinde er lavet af et helt specielt stof. Her bliver en spade kaldt for det den er: En spade. Det er hårdt at miste efter mere end 50! år, og det bliver der heller ikke lagt skjul på. Og sådan skal det være.....

Heldigvis bor hun det mest fantastiske sted.

Lige præcis på en kajkant med udsigt ud til lystbåde, og pensionerede fiskere der har deres gang lige omkring hende. Og bedst af alt - hun kan blive boende og det glæder os alle. Også hendes to brødre.....

Og så var jeg jo lige landet midt i Alladins Hule. For på loftet befandt sig uld så ikke et øje var tørt. Hjemme-spundet og hjemmefarvet! Fra får som vi alle på et tidspunkt har både klappet og spist! Dengang omgivelserne var bindingsværk og marker og skov og strand.

Det er det lækreste garn man kan forestille sig. Og den blå farve har sin egen historie:

Når der var brug for en bestemt blå nuance blev hendes mand og hans kammerat bedt om at få lidt rigeligt med øl og andre spirituelle ting under vesten. Når så naturen krævede sin ret skete det i en bøtte der blev gravet ned i et stykke tid! Derefter kunne farvningen af fruens garn gå igang. Er der noget at sige til at vi har moret os. Vores Cille er simpelthen fantastisk!

For god ordens skyld skal lige siges at garnet lugter slet, slet ikke. Det er blødt og dejligt!

Er jeg ikke bare heldig!

fredag, september 19, 2008

Så skal vi afsted igen, igen......

Denne week-end er det Fyn der kalder

Vores årlige familie-week-end står for døren. I år må vi rykke lidt sammen og være lidt mere tæt. Der mangler een - og der er ingen tvivl om han er vil være savnet også i denne week-end.



Men vi vil bidrage med alt hvad der står i vores magt for at det bliver en god week-end for os alle - trods alt! Sådan skal det være - helt i hans ånd.

God week-end også til jer derude!

tirsdag, september 16, 2008

Vi har vel nok haft det godt!


Endelig kunne jeg vise billedet jeg har købt på auktion i sidste week-end. For nu er gaven afleveret og passer som fod i hose på de store hvide vægge.

Og som om det ikke kunne være nok, så havde Jesper købt et billede af Poul Pava, som de havde sukket lidt efter.

.... Og man kan vist roligt sige at det der sofa-stykke med en kronhjort ved en skovsø har ændret sig en smule ;-)

Men et barn på en gynge det kan man da forholde sig til uden alt for mange forbehold!

Og så var vi rigtig heldige med at vejret artede sig fantastisk, så vi endnu engang kunne spise frokost på Skovmøllen. Og sidde udenfor!
Der er så smukt! Og vi har haft det helt forrygende.

Nu er det hverdag igen og nedtællingen er startet.

Der er møder i kalenderen hvor jeg er nødt til at gøre opmærksom på "at jeg ikke deltager på grund af alder". Og så bliver der rullet med øjnene af mine kolleger.

De mener der er en lov der siger at man kan nægte folk at gå på efterløn! Jeg har ikke hørt om den så indtil videre holder min plan.

NOVEMBER kom bare - jeg er helt klar!

fredag, september 12, 2008

Misundelse er en grim ting .....

Ikke desto mindre er jeg bare så misundelig:

Idag er manden i huset taget afsted med fiskestang og madpakke!

Han har en aftale med Andreas ...... Når Andreas får fri fra 1. klasse i dag, står morfar udenfor og er klar til at tage Andreas med ud at fiske.

En rigtig "herretur". Mathilde bliver først hentet til lukketid i børnehaven. Men hun havde besøg af morfar sidste fredag.....

Og mormor? Jah, hun passer jo sit arbejde og så er den ikke så meget længere....

God week-end til jer derude. I morgen tager vi på week-end i Malling - spørg liiige om jeg glæder mig!!! Ellebelle holder fødselsdag for os allesammen og det plejer at være så hyggeligt....

tirsdag, september 09, 2008

Hold da kæft hvor jeg elsker børn ....

.... Høm.høm.... min mor er altså gravid.

Nej hør nu lige her J....E...nu skal du da ikke sætte rygter igang her i SFO'en. Det tror jeg altså ikke passer (har fire børn i forvejen og den mindste er ret lille)

Nååhhh, så er det måske min far ....................

Jah, hvad skal man sige! Moderen morede sig kosteligt - faderen har jeg endnu ikke talt med ;-)

Det var så det ....



Janusfestival godt overstået ..... Janusbygningen ligner sig selv igen ... En forrygende week-end er forbi.

Der har været undervisning af amatører, af virkelig kapaciteter indenfor kunsten.

En af mine favoritter Bjarke Regn Svendsen, kom med gode fif og ideer hele week-enden.

Og jeg var heldig at komme på højkant inden det hele var forbi, og fik også lov at deltage i undervisningen lørdag selv om jeg ikke var meldt til. Det blev til rigtig mange gode timer......

Der var amatørudstilling - og kald I det bare amatører jeg ved godt hvordan prof. billeder ser ud.
Hold da op hvor var der mange flotte kunstværker indleveret.


Men nu kom de ud af busken og mange af dem vil vi helt sikkert støde på igen!

Der var kunstauktion, hvor man kunne få fingre i kunst fra anerkendte kunstnere. Mange af billederne havde været med på censurerede udstillinger, men købelysten var ikke særlig stor.

Da vi begge havde travlt med at slæbe billeder ud og ind, havde vi ikke tid til at være med til at byde. Men man kunne nemt erhverve sig godt kunst til ingen penge. Og det blev da også til et enkelt billede.......

Et fantastisk arrangement, som mange håber gentager sig til næste år .....

fredag, september 05, 2008

Knæk og bræk ...

Ja, det betyder vel egentlig held og lykke.

Men ikke i dette tilfælde. Lige præcis idag skulle jeg have modtaget undervisning af en kendt kunstner i acryl-maling, for slet ikke at snakke om en forrygende festmiddag i aften.

Sådan skulle det så ikke være..... Jeg bevæger mig ikke ret langt væk fra hverken toilet eller balje.
PIS PIS PIS

tirsdag, september 02, 2008

Som så mange andre festivalgæster..

....skulle vi lige have lidt vin med os hjem.

Nu er det sådan i Tyskland at ingen butikker har åbent i kirketiden om søndagen. Derfor åbnes der først klokken 11.00. Vi tog derfor en lille køretur og kom tilbage til grænsebutikken lidt før 11.00.

Nu havde jeg som altid kameraet med.
Og lige overfor butikken lå den fineste lille kirkegård. Jeg kan faktisk godt lide at gå tur på en kirkegård. Der er ro og masser af historie, der i den grad appelerer til min fantasi ;-) Denne var ingen undtagelse.

I et hjørne af kirkegården var der lavet en mindeplads for faldne i 2. verdenskrig. Der var forstemmende mange gravsten, for unge mænd der var faldet overalt.

Mange i Rusland og Frankrig, de fleste ikke en dag over 25 år. Hvilket spild.

Og så må man sige at det af og til kan sætte tingene i perspektiv.

Her gik vi - sådan et ældre ægtepar og lod os underholde af andres ulykke, for at få tiden til at gå inden vi kunne slæbe den obligatoriske vin hjem til vores hverdag i vores fine parcel-hus.

Men jeg har ikke helt glemt det endnu - det er dernede. I maven!

mandag, september 01, 2008

Det var så sjovt ....

Ja, hold da op hvor har jeg haft det sjovt! Men det er sandelig hårdt at høre alt det musik. Sikke man får ondt i håret af det. Det kræver en god kondi helt fra fredag til lørdag nat. Stort set uden pause.

Men nu er vi klar til hverdagen igen.

Vi har så meget at snakke om og at grine af. Vi har mødt mennesker der var helt fantastisk hyggelige, og vi har været vidne til hvordan musikken kan kravle helt ind under huden.

Vi har bl.a. set 12 unge piger fra så forskellige lande som Finland, Sverige, Skotland og Danmark spille sammen så ikke et øje var tørt. Piger der normalt kun mødte hinanden et kort øjeblik under festivalen, men som i år havde fået en mulighed for at spille sammen i en helt uge. Med tilskud fra både det ene og det andet sted, var det lykkedes for dem at være sammen og at øve sig sammen.

Hold da op sikke en oplevelse. Og dem var der rigtig mange af! Blot for at nævne en enkelt mere Baskery - dem er der gang i:-)

Nu er det hverdag igen .... eller det vil sige onsdag starter Janus-festival .... og der er ham I ved nok, ret meget involveret. Ja, ja tiden går med det ene og det andet.

Blandt andet et job der skal passes nu!

fredag, august 29, 2008

Så blev det tid .....

Hvis nu der skulle være nogen der ikke er klar over det:

Der er Tønder Festival i denne week-end - og hold da op hvor jeg glæder mig!

Så I skal ikke begynde at efterlyse mig - jeg er at finde på gader og stræder. Skal bare lige jobbe lidt inden det går løs.

Som altid skal vi bo på Rudbøl Grænsekro.

Og det ved vi bliver rigtig hyggeligt - og så er der endda dømt SOMMERVEJR! Hvor heldig har man lov til at være? God week-end!

torsdag, august 28, 2008

Det var så min sidste SFO fest

Men sikke en aften det blev

174 børn og voksne var mødt op. Vores fælles aftensmad blev indtaget indenfor.

Man må sige at vejrguderne ikke var os venligt stemt! Men det lod vi os nu ikke
slå ud af. Efter aftensmad blev børn og forældre delt ud på hold og så kunne aktiviteterne gå igang - både ude og inde.

Der blev dystet på livet løs mellem børn og forældre. Vi spillede pingvin-fodbold med kegler foran øjnene så man kan godt sige at nogle blev lidt
snæversynede.



Et andet sted kunne man tæve sine forældre i dødbold hvis man havde lyst til det og i silende regn kunne man være med til at råbe kluddermor, når
både børn og voksne var filtret ind i hinanden.
En snor med en ring der gik ud og ind imellem et buskads, kunne få mange fædre til at opdage deres konkurrence-gen.

En konkurrence med papirsflyvere fik drengen op i de fleste fædre og der blev dystet
på livet løs.

Til sidst kunne man så få de værste myoser masseret væk på en post, hvor der stod
massage på programmet. Og lige inden alle sagde tak for i aften blev
der delt is ud til alle børn.

Se det var en fest lige efter mit hovede.......og jeg da håber også at børn og forældre er enige!

onsdag, august 27, 2008

Så er der fest ....

Det skulle have været en sommer-fest, men sommer er der ikke så meget af lige i øjeblikket.

Vi holder nu fest alligevel:

170 børn og voksne skal mødes kl. 17.00, og så skal forældrene udsættes for alle de lege som deres børn bruger rigtig meget tid på i hverdagen.



Men lige den her leg er der vist rigtig mange der har for brede hofter til at deltage i ;-)


Og hvis jeg kender forældrene ret så vil mange af dem være at finde lige her i bål-huset.....

Og der er købt mad, øl og vand så mon ikke det nok skal blive hyggeligt alligevel! Men vi ville ikke klage hvis solen liiige tittede frem.

Vi krydser fingrene og håber det bedste - god dag til jer derude - min bliver rigtig sjov!

tirsdag, august 26, 2008

Så regner det igen ......

Og da jeg skulle kigge efter egnet fodtøj til den slags vejr, faldt jeg over et par støvler der har sin helt egen historie:




I Soller på Mallorca fandt Ingelise og jeg den mest fantastiske second hand shop, med de mest exclusive ting til ingen penge (!?). Vi brugte en hel eftermiddag på at prøve sko, støvler smykker og hvad har vi.

Den meget, meget mørke, for ikke at sige sorte, herre der passede butikken den dag, morede sig kosteligt, og det gjorde vi også. Vi gentog indtil flere gange at vi havde det SÅ morsomt. Det var der nu ingen grund til, for det kunne både ses og høres.

Og da vore mænd ikke havde været med derinde syntes vi at de skulle have fornøjelsen. Så den sidste dag muligheden var der, fik dem slæbt med derind - og så var der lukket!!! Surt, surt show. Skulle du komme forbi Soller så kig lige ind - men husk der er kun åbent om formiddagen;-)



Nåh, men da begge par er kunstinteresseret, måtte vi besøge et fint galleri som vi havde hørt om.
Det skulle efter sigende være ejet af en dansker. Det viste sig at det var et galleri der var ejet af
galleri Asbæk.

Et meget, meget smukt galleri i smukke omgivelser. Det var bestemt et besøg værd.
Og med det vejr vi er lovet idag, så skulle det ikke genere mig at tage det første fly til Mallorca - for inden længe er det støvle-vejr ;-)

God dag til jer derude.....

mandag, august 25, 2008

Så fik jeg knækket koden - mustenen er fundet!

Først var det nålen der skulle være et nummer mindre - pil op, og så rendte mønsteret sin vej - pil op.

Så havde jeg ikke helt fattet hvordan mønsteret virkede helt nøjagtigt, pil op!

Nu er jeg så til gengæld blevet ganske og aldeles forelsket og skal have brugt alt hvad der ligger af rester .......


Kauni er et helt fantastisk garn, og man kan jo bare lige springe de farver over man ikke bryder sig om. Så derfor har jeg mange små ruller liggende i kurven der nu skal bruges til tørklæder, tørklæder, tørklæder...........

Hvis det ikke lige var for det der arbejde, der stadig skal passes, ja så var det vejr til at sidde i sofahjørnet med en hæklenål.

Men den går jo ikke. Der er børn der er ligeglade med at styrter ned, så det bliver gummistøvler og regntøj idag!

God dag til jer derude.