fredag, august 01, 2008

Hvordan skal det ende .....

Min far havde en søster der hed Eva.
I daglig tale aldrig kaldet andet end tante Eva.
En temmelig trivelig dame, der sad ved vinduet i sit lille hus og kiggede ud for at følge med i hvad der skete på gaden.
Alt imens hun sad og hæklede - og ikke mindst i een uendelighed kom med underlige lyde, hvad jeg senere fandt ud af skyldtes astma.
Og jeg vil påstå jeg aldrig nogensinde har set et smil på hendes mund, for slet ikke tale om at skralde-grine.

Så er det jeg sidder og tænker åh skræk er jeg nu ved at komme til at ligne tante Eva.

Vægten er ved snige sig deropad efter mit rygestop.
Sådan ca. 10 kilo.
Astmaen plager da gevaldigt her i varmen og sidst men ikke mindst. Jeg er f..... begyndt at hækle!!!
Men så er det jeg skynder mig at tænke:

Hun havde ikke røde negle på tæerne (har aldrig set dem - men tror det ikke)
Hun havde ikke ankelrem i guld på hendes brune ankel (den så vist aldrig solen)
Hun havde vel stort set ikke andet at give sig til (det har jeg heldigvis)
Hun havde vel heller ikke så meget at grine af (det har jeg heldigvis også)

Så jeg tror aldrig jeg vil komme til at ligne hende 100% - men lidt er der, som jeg må se om jeg kan lade være med at tænke over!

Til almindelig orientering er der ingen af hendes efterkommere der læser med her, og skulle det ske ja, så kom jeg bare lige til at tænke højt!

lørdag, juli 26, 2008

Det var så det.....

... idag går turen hjemad.
Væk fra det skønne vesterhav,slut med den afslappede attitude.
Hjemme venter pligter.
Og selvom jeg har en ekstra uge at gøre godt med, er vi nødt til at tage retur, for ham I ved, har ting der skal klares i den kommende uge. Og det må han så gøre!

Og det er sjældent lige ud ad landevejen de ting han har gang i - men som regel når han frem til lige præcis det mål han har sat sig - og det er jo rart at vide når vejen ser lidt snoet ud!!!!

Lige om lidt skal huset pakkes sammen, og så vender vi næsen hjemad.
Og det var så min sidste sommerferie, hvor det var arbejdspladsen der skulle bestemme hvornår jeg kunne tage til stranden. Fra november måned er jeg færdig med at arbejde, og hvis I spørger mig,ja - så har det altså taget alt for meget af min fritid ;-)

torsdag, juli 24, 2008

Undskyld ......

Jeg ved det jo godt: Mange bliver urolige når der bliver alt for stille herude i blogland. Sådan har jeg det jo også selv.
Men energien har simpelthen ikke været til stede. Der har været for meget, der skulle samles op på. Store følelser har været i spil og praktiske ting har skullet sættes på plads.
Men nu er vi ved at være os selv igen - takket være f.eks sådan en dag ved vandet med de smukkeste børn i verden - omtrent -
- for de har skarp konkurrence af hende her -
- og ham her!
Og en sikker vinder når det gælder vores energi-konto er denne adresse -
- hvor solen kan gå ned på tusind måder - i går valgte den så denne her:

Og idag kommer gode venner forbi for at nyde det skønne vejr ved vesterhavet - så kan man jo ikke være trist!

I ønskes en god dag derude -og ham jeg har glemt at ønske tillykke med fødselsdagen, får lige et kram fra vesterhavet ;-)

torsdag, juli 10, 2008

Man har et standpunkt ......

.. til man tager et nyt.
Nogle vil måske kunne huske, at jeg har brokket mig gevaldigt over at vi havde besøg af en sokketyv. Og at jeg derfor havde alt for mange enkelte sokker.

Nu er jeg pludselig begyndt at elske enlige sokker.
Ja kvinders sind er ikke altid så enkelte at forstå.

Meeen nu bliver der lavet bolde til de små. Der er masser af bomuldsgarn i kurven, og det er rigtig hyggeligt at sidde med. Og så kan børnene i SFO'en bruge deres farve-sans:-)

Og som et ekstra plus kan det måske styrke motorikken hos de aller-mindste i familien.

Kan du se pointen!

onsdag, juli 09, 2008

Jeg er så smaskforelsket.......

i dem her:

... og det holder aldrig op! Er det ikke fantastisk at tænke på. At uanset hvad de finder på, så vil det aldrig holde op!

onsdag, juli 02, 2008

På fredag.....

På fredag tager vi afsked.

Vi skal til begravelse på Fyn - længe før end ventet. Men døden kan også være en ven, og ingen ved hvad familien er blevet skånet for.

tirsdag, juli 01, 2008

Hvad skal man tro

Vi har i familien et fantastisk par!
Min mands søster og mand har altid været nogle, som jeg tror jeg kan sige vi alle har set op til, fordi de altid har levet sådan som "man" får at vide er vigtigt.
De har i mange år boet et fantastisk sted ved skov og strand. Selvforsynende med biologiske grønsager og lammekød.
Passionerede roere der stod op klokken 5 om morgenen for at ro. Om sommeren på vandet, om vinteren på romaskiner.
Og en cykeltur på 10 til 15 kilometer hørte også til deres daglige ritualer.
Manden er en statelig mand der har været ansat indenfor fælgselsvæsenet, og har altid været en der var værd at lytte til.
En tumor i mavesækken kommer naturligvis som et chok, men bliver et projekt der skal klares med kemo-kure og senere operation.
Desværre går det ikke altid helt som man regner med.
Denne dejlige mand er nu terminal-patient, og er naturligvis kun en skygge af sig selv.
En sådan besked er svær at tackle og vi er nu efter små 14 dage ved at finde vores ben at stå på igen.

Tusind tak til alle jer der har kommenteret, mailet og ringet. Det har været så rart at mærke!

onsdag, juni 25, 2008

Fanget!!!!

Ja, vi er blevet fanget! Hverdagens rutiner har indhentet os med fuld kraft.

Faktisk har jeg fornemmelsen af ikke rigtig at være landet efter ferien.
Der har hele tiden været noget man skulle forholde sig til. En ganske almindelig week-end har vi ikke haft (og har heller ikke udsigt til) siden vi kom hjem. Alvorlig sygdom i den nærmeste familie fylder rigtig meget i hovedet, og det dræner energien.

Så dem der bekymrer sig over, at der er lidt stille på bloggen: Jeg er her endnu, og vender frygtelig tilbage før I aner!

fredag, juni 20, 2008

Puh ha den var hård .....

De unge mennesker i Kolding var til koncert sådan ca. 2 timers kørsel fra deres hjem. Og dem der var endnu yngre skulle passes af dem der var ældst. Kan I følge med?

Nåh, men det jeg bare lige ville sige var: Kom hjem fra Kolding klokken 3 i nat efter at have passet et par fantastiske unger.....

Og når arbejdsdagen slutter, pakkes der en trailer med noget af det, der skal bruges til en carport i Malling.

.... dejligt at de unge kan bruge os til noget!

God week-end derude!

onsdag, juni 18, 2008

Kun en lille bid ....

... har vi taget i det ene hjørne, af et overflødighedshorn kaldet Mallorca!



Vores gode ven Troels har i mange år beskæftiget sig med rejser, og har været rejseleder på Mallorca, så vi var i rigtig gode hænder!

Vi har set appelsinlunde.......


... og appelsinsælgere :-)


Soller-bugten og omegn er så fantastisk smuk og malerisk så man kan godt forstå at ganske mange berømtheder har valgt at have Deres sommer-residens lige præcis i det område!

Så derfor har jeg besluttet at lige præcis dette lille sommerhus skal jeg have investeret i. Er det ikke smukt! Nu er problemet bare det at min veninde Ingelise har fået samme ide, og deles om det kan ikke komme på tale mener jeg.

Så jeg må nok droppe den tanke. Det ligger ellers lige så smukt med bjerge i baggrunden og med udsigt over den smukkeste dal. SUK!

tirsdag, juni 17, 2008

Heldigt at øen ikke væltede .....

Det kunne let være sket , for vi var rigtig mange der var taget afsted sammen.

Dejlige venner fulgtes med os. Deres to børn voksede op sammen med vores børn, da de også boede i Jylland. Og vi har fulgtes ad i mange år.
Så var det tid til at tage på ferie sammen hele banden. Ikke mindre end 21 personer var vi afsted.
Vi fyldte godt i landskabet når vi tog afsted sammen. 10 børn hvor den ældste er 7, ja det er noget der kræver sin mand/kvinde. Meen der skal da mere til at hyle os ud af det, så det gik bare derudaf.Dette er ikke en ny pingvin-art der kun findes på Mallorca - det er såmænd bare vores familie der var ude at investere i regntøj til alle ungerne. Første morgen vi vågnede styrtede det ned, og vi måtte ud at købe regntøj - sælgeren dernede smiler endnu!

Men inden dagen var omme blev det strandvejr ...... og der blev bygget sandslotte og leget af både store og små!
En sejltur med alle unger kræver lige lidt overblik og vi fyldte godt i den ene side af båden, skulle jeg hilse at sige.

De søde piger havde vi taget med hjemmefra!

Den gamle sporvogn kører stadig fra Puerto Soller til Soller By ....


.... og det var simpelthen nødvendigt for os at prøve!

Og med denne feminine udgave af Emil fra Lønneberg, ja så var det da noget af en udfordring når man betænker at siderne i sporvognen var åbne. Men vi havde efterhånden vænnet os til allesammen at have et vågent øje på lille Freya!

Så efter en uge med masser af larm og godt samvær, var det fire bedsteforældre der liiige havde brug for en uge i hinandens selskab, hvor der var tid til at se øen og hinanden.....

Det kommer I sikkert til at høre meget mere til!

mandag, juni 16, 2008

Så blev det hverdag igen

Vi er kommet hjem og vi har haft det ganske fantastisk - nu skal vi så lige vænne os til at udsigten ikke er denne her længere.

Vi har oplevet så meget sammen og alle mine fordomme omkring Mallorca er blevet gjort til skamme. Glem alt om grise-fester og fest og ballade. Det er en så helt igennem smuk og dejlig ø, så jeg skal helt bestemt tilbage på et tidspunkt, for der er sikkert rigtig meget jeg ikke har set endnu.

Jeg har så meget godt med i rygsækken som jeg helt sikkert også gerne vil dele med jer andre. Men lige nu skal det have lov til at bundfælde sig og blive sorteret lidt i hovedet.

Men vi er hjemme og har nydt hinandens selskab både store og små .... så det har været alle forberedelserne værd! En fantastisk tur har vi haft .....

fredag, maj 30, 2008

Butikken lukker for en tid ......

Pas nu på hinanden derude i blog-land!

Nu skal der nemlig slappes af - I kan nyde sommeren i danmark - og vi kan nyde den milde regn på Mallorca.

Sådan er meldingen i hvertfald i den første uge. Men vi holder fri og er sammen hele banden og det er det der tæller!

Pas på jer selv og hinanden...........

onsdag, maj 28, 2008

Nedtællingen er startet.....

Ja, forude venter dette:
Natten til lørdag er det afsted, både store og små. Det er svært at sige hvem der glæder sig mest, men børnene snakker i hvert fald meget om at skulle ud at flyve, så vi håber der venter dem en stor oplevelse.

Og de gamle, ja de er i gang med at samle energi til turen.

Det bliver en lidt anden måde at holde ferie på end vi er vant til. Vi plejer jo at læse rigtig mange bøger og gå lange, lange ture og tage ud fra tidlig morgen for at opleve....
Denne gang skal det være på børnenes præmisser og det bliver dejligt at se deres glæde over at opleve....

Men inden da nåede jeg da lige at blive helt færdig med den "grå Liselotte" ..... og denne gang helt efter den originale opskrift......

Håber ikke at få brug for den på turen - men den kommer med - just in case!

God onsdag til jer der kigger med.

søndag, maj 25, 2008

Så blev de gift.....

... både her og der!
Og sikke et vejr og romantikken vil ingen ende tage. Jeg skød lige dette billede af både brudepar og brudesvend og -pige.
Det meste af det fine tøj var intakt, men når man bliver sluppet løs et sted hvor der kan fanges både haletudser og det der er endnu bedre, ja så kan det godt blive nødvendigt med skiftetøj.

Så vi nåede aldrig at se dem i det stiveste puds, men i deres øjne var der fest og det er jo hovedsagen......


Vel hjemme kunne man lige så godt fortsætte jagten på frøerne -

.... der kunne jo være en prins imellem, selvom der ikke er så mange ledige tilbage!


Men en tur på plænen med morfar er heller ikke det værste......


Og sådan sluttede en begivenhedsrig dag for både brudesvend og brudepige ....

fredag, maj 23, 2008

Bryllups-weekend nærmer sig .....

Ja, så er det ved at være tiden for det store bryllup, og det er jo altid festligt når to mennesker elsker hinanden så højt, at de har lyst til at sige ja, mens en masse mennesker kigger på!

Og nu tror I nok at det er løgn:
Jeg skal simpelthen hente børnene når deres opgave i kirken og receptionen om eftermiddagen er slut! Og spørg da lige om jeg synes det er en dejlig gave at få?

Til den undrende skare af læsere skylder jeg måske lige at gøre opmærksom på at brylluppet finder sted i Silkeborg og at børnene er mine børnebørn!

Deres biologiske far holder stor bryllups-fest og det er så spændende og dejligt for os alle.....

Så et stort tillykke til Michael og Karin - og for den sags skyld også til Joakim og Marie ......

onsdag, maj 21, 2008

Det tager vel nok alt for meget af min tid.....

Det arbejde! Der er dage hvor jeg tænker hvorfor skal jeg i det hele taget afsted? Når jeg er så gammel og brugt, og jeg meget hellere vil gå og nusse med mine jordbær-planter eller.....

... gå og drømme om de blommer der ser ud til at ville komme i år! Sidste år var der to blommer på mit blommetræ, men i år lover det meget bedre!

Jeg kunne også bare gå og frydes over mine Hostaer og alt det der grønnes....

Men mest af alt kunne jeg jo lige præcis komme videre med den grå "Liselotte-trøje" der er på pindene lige nu. Den vin-røde er blevet færdig, med en lille variant i halsudskæringen synes jeg den er rigtig fin!
Ja, mest af alt kunne jeg have lyst til at sidde i et hjørne i haven idag med strikkepinde der gløder!
Men den går jo ikke: Jeg møder klokken 11.00 og lukker klokken 17.00, og derefter er der personalemøde helt til klokken 20.00, så det er bare med at glemme alt om det man hellere ville lave idag.
(Og jeg har slet ikke nævnt noget om en lille strejkeramt Andreas der skal hygge sig med sin morfar efter skole-tid! Misundelig? Overhovedet ikke!)

søndag, maj 18, 2008

Dette er ikke nogen nyhed:

Alle børn er kunstnerisk begavede!

Det er først når de voksne begynder at rette lidt på dem og rokker lidt ved deres selvtillid, at barnet tvivler på at det er godt nok. Og så er det slut med kreativiteten.

Sådan er det heldigvis ikke på "min skole". Vi har i hele tre dage valgt at udsmykke skolen i samarbejde med en proffesionel kunstner. Og resultatet er blevet helt fantastisk.

Dette er blot et lille udsnit af alle de kunstneriske udfoldelser der har fundet sted.
Udover dette vægbillede er der lavet en frise i keramik,malet et danmarkskort i skolegården. Ludo og andre brætspil fylder resten af skolegården. Et vikingeskib og vikinger fylder en hel endevæg......
.... og så er der lavet de smukkeste mosaikker man kan forestille sig......
Børn er meget, meget kreative - når bare de får lov! Vi gav dem lov og se et flot resultat !!!

lørdag, maj 17, 2008

Søndag kom frisk - jeg er klar.....

Her på adressen er der blevet skuret og skrubbet - vi er klar til at holde week-end!

Blomster er plukket ind i massevis ....... og der er ikke blevet skelet til, om det nu også er OK at tage så mange blomster indenfor!

Da børnene var små, og de gerne ville plukke alle de blomster de fik øje på, fik de altid besked på at fuglene også skulle have noget smukt at kigge på, så vi måtte hellere lade dem blive udenfor.

Mine forældre havde ovenikøbet en talemåde: "Hernede i det bagerste af haven skal der ikke luges og renses, for det skal fuglene have lov til at synge over!"
Tror nærmere det var fordi det var helt uoverkommeligt for dem at holde den kæmpe-have der var til huset.

Men jeg plukker frisk ind hvad der er at hente.......

.... og jeg har lagt mærke til at fuglene synger ikke mindre højt af den grund!

God week-end til jer der kigger!

onsdag, maj 14, 2008

Der var engang ....

Som så ofte før gik tankerne på langfart da jeg var med min dejlige svigerdatter på tur i Århus for nylig. Der var en samling af disse søde små biler, som man sikkert har stoppet til med masser af børn og pik-pak.

Det var nemlig sådan i min barndom, at man ikke tog det så nøje med sikkerhed.
Det være sig barnestole, seler eller bare det at der var et dicideret sæde til hver lille barnenumse.
Ork nej, man blev bare stoppet ind hvor der nu lige var plads!

Og så er det vi kommer til minderne:

Som ca. niårig tog jeg med mine forælde på tur helt nede fra det dejlige Sønderjylland.
Vi skulle til Silkeborg, videre til Viborg.
Vi skulle se Hjerl Hede og vi skulle se Spøttrup Slot.

En fantastisk oplevelse blev det.
Og for at vende tilbage til bilerne, ja så var vi skam ikke alene afsted.

Nej,nej - for at det skulle være ekstra hyggeligt var min slyngveninde også med.
Og da hendes forældre var bedste venner med mine forældre, ja så skulle de selvfølgelig med.
Da de så også havde en lille dreng på ca. 5-6 år kunne de jo ikke lade ham være tilbage derhjemme alene.

Behøver jeg at sige at vi var kørende alle mand i min fars Volvo Amazone ...... nåh ja forresten - vi havde da også telte, gasapparater og hvad der nu hører sig til. Det fik vi skam også plads til.

Og så er det jeg kommer til at tænke på, at jeg ikke kan køre sådan ca. 2 km til købmanden med mit barnebarn, fordi jeg ikke har den helt rigtige barnestol monteret i min bil!

Nåh, men det var sådan lige hvad jeg kom til at tænke på, da jeg så de sødeste små biler stå og hviske mig minder i ørerne!

tirsdag, maj 13, 2008

Fantastisk har det været .....

Vi har i den grad fået fyldt energi-depoterne op!

Himlen fåes ikke mere blå end dette:

En cykeltur ud over heden hvor duften hænger i næsen længe efter man er kommet hjem, se det er noget der duer. Når jeg lukker øjnene er jeg tilbage på Rømø og er ikke mere end ca. 5 år!

Dufte har det med at kalde minder frem hos mig, og sikkert også hos mange andre. Og hvis man kigger godt efter er der også en masse for øjnene at kigge på.......
Vel oppe over klitterne mødte os dette syn, og jeg frøs bare ved synet men hold da op hvor disse to drenge havde det sjovt så det ud til.

Og stranden var det smukkeste syn ..... åh ja, Vesterhavet har sin helt egen charme!


Nu er vi så klar til nye udfordringer efter en fantastisk dejlig pinse - og tak til alle jer der har sendt os hilsner om at nyde den - det har vi gjort til fulde!

PS.: Båden var tømt for sne og havde fået lov til at "komme ud at lege" - jeg måtte lige forbi!