tirsdag, juli 01, 2008

Hvad skal man tro

Vi har i familien et fantastisk par!
Min mands søster og mand har altid været nogle, som jeg tror jeg kan sige vi alle har set op til, fordi de altid har levet sådan som "man" får at vide er vigtigt.
De har i mange år boet et fantastisk sted ved skov og strand. Selvforsynende med biologiske grønsager og lammekød.
Passionerede roere der stod op klokken 5 om morgenen for at ro. Om sommeren på vandet, om vinteren på romaskiner.
Og en cykeltur på 10 til 15 kilometer hørte også til deres daglige ritualer.
Manden er en statelig mand der har været ansat indenfor fælgselsvæsenet, og har altid været en der var værd at lytte til.
En tumor i mavesækken kommer naturligvis som et chok, men bliver et projekt der skal klares med kemo-kure og senere operation.
Desværre går det ikke altid helt som man regner med.
Denne dejlige mand er nu terminal-patient, og er naturligvis kun en skygge af sig selv.
En sådan besked er svær at tackle og vi er nu efter små 14 dage ved at finde vores ben at stå på igen.

Tusind tak til alle jer der har kommenteret, mailet og ringet. Det har været så rart at mærke!

5 kommentarer:

Sister Bonde sagde ...

Livet er ikke altid retfærdigt og mange gange uforståeligt. Ønsker det bedste for jer alle 4. Knus fra syden.

anjoe sagde ...

Der findes ingen facitliste, hvad angår livsførelse og sygdom, men nogle gange virker regnskabet meget mere forståeligt, end i Jeres tilfælde! Godt at du og din mand kan støtte i situationen...

johanne sagde ...

Det er så forfærdelig uretfærdigt..åh, hvor det gør mig ondt at høre. ØV....det er sgu´ da ikke retfærdigt...
Sender de allerbedste ønsker og knus og kram herfra.

Lene sagde ...

kære fru koch, netop dette aspekt sad vi og snakkede om i går. Der findes ingen svar, der gør os klogere og slet ingen svar, der kan få os til at forstå.

knus og varme tanker herfra

kokken sagde ...

Tusind tak for alle jeres søde kommentarer i en svær tid!