onsdag, maj 14, 2008

Der var engang ....

Som så ofte før gik tankerne på langfart da jeg var med min dejlige svigerdatter på tur i Århus for nylig. Der var en samling af disse søde små biler, som man sikkert har stoppet til med masser af børn og pik-pak.

Det var nemlig sådan i min barndom, at man ikke tog det så nøje med sikkerhed.
Det være sig barnestole, seler eller bare det at der var et dicideret sæde til hver lille barnenumse.
Ork nej, man blev bare stoppet ind hvor der nu lige var plads!

Og så er det vi kommer til minderne:

Som ca. niårig tog jeg med mine forælde på tur helt nede fra det dejlige Sønderjylland.
Vi skulle til Silkeborg, videre til Viborg.
Vi skulle se Hjerl Hede og vi skulle se Spøttrup Slot.

En fantastisk oplevelse blev det.
Og for at vende tilbage til bilerne, ja så var vi skam ikke alene afsted.

Nej,nej - for at det skulle være ekstra hyggeligt var min slyngveninde også med.
Og da hendes forældre var bedste venner med mine forældre, ja så skulle de selvfølgelig med.
Da de så også havde en lille dreng på ca. 5-6 år kunne de jo ikke lade ham være tilbage derhjemme alene.

Behøver jeg at sige at vi var kørende alle mand i min fars Volvo Amazone ...... nåh ja forresten - vi havde da også telte, gasapparater og hvad der nu hører sig til. Det fik vi skam også plads til.

Og så er det jeg kommer til at tænke på, at jeg ikke kan køre sådan ca. 2 km til købmanden med mit barnebarn, fordi jeg ikke har den helt rigtige barnestol monteret i min bil!

Nåh, men det var sådan lige hvad jeg kom til at tænke på, da jeg så de sødeste små biler stå og hviske mig minder i ørerne!

7 kommentarer:

Farmer sagde ...

Ja, med tiden er vi blevet så bange for døden, at vi ikke tør leve livet.

Dengang blev bilerne virkelig proppet i bristepunktet. Egentigt utroligt at der ikke skete flere ulykker end der gjorde.

Emmaline sagde ...

Dejlig historie ;-) Når man tænker på alle de sikkerhedsforanstaltinger der er omkring børn i dag, er det utroligt man har overlevet barndommen uden ;-)

anjoe sagde ...

... og så ikke et ord om om beretningen fra Australien, hvor de voksne mænd plus deres kasse øl hver var spændt fast i sikkerhedssele, hvorimod et 5-årigt barn lå "løst" i bilens bund ;-(

kokken sagde ...

Tak for kommentarerne og velkommen her farmer! Ja, det er helt fantastisk at tænke på at min generation overhovedet har overlevet den "uforsvarlige" måde vi har gennemlevet vores barndom ;-) Og Anjoe puhha det var vist lige lidt for meget af det gode:-)

Madame sagde ...

Jeg kan også huske de kønne, små biler fra min barndom. Jeg hørte i radioavisen til morgen, at nu får man et klip i kørekortet, hvis man ikke har en reglementeret barnstol i bilen til sit barn.
Det var en dejlig historie om jeres udflugt!

Lene sagde ...

trafikken er nok blevet værre, men vi har også siddet fem børn og to voksne i en bil mange gange uden problemer :-)

kokken sagde ...

Madame og Lene tak for jeres kommentarer, og som i alle andre tilfælde kan man sige alt med måde. Men jeg tror også at der ikke var så mange familier med bil som der er nu, og deraf også mindre trafik......