onsdag, maj 23, 2007

Hold da op hvor er jeg overrasket - over mig selv

Ja jeg skal da lige love for at jeg blev overrasket over en beslutning jeg tog igår sammen med "min lille ejegode mand" naturligvis.
Vi var til træf i en kunstcirkel vi er medlemmer af og inden vi fik set os om havde vi valgt et billede med lidt mere tju-bang end vi er vant til.

Og jeg kigger og jeg kigger og jeg kan bare så godt li' det. Normalt vælger vi næsten altid blå billeder (ja,ja jeg har set at der er blåt i - hvis du spørger mig er det nu turkis) men hold da op sikke en gang liv og glade dage der er blevet her hos os...... Lidt fedt synes jeg faktisk



tirsdag, maj 22, 2007

Èn gang spejder ....

Ja der var lige en anden blogger, nemlig Lene der mindede mig om min spejdertid som leder i Det Danske Spejderkorps.

Som mor til en dreng i troppen og en pige der var ulveunge var jeg heldig at have begge mine børn med på Blå Sommer i Haderslev. Drengen havde travlt med at charmere alle pigerne fra både syd og nord så ham mærkede jeg jo ikke så meget til og jeg hørte jo også til hos ulveungerne.

En aften kom der et barn og sagde at min datter lå i teltet og græd og var meget ulykkelig.
Vi ledere havde en aftale om at hvis der var problemer med vores egne børn så var det en af de andre ledere der måtte klare ærterne. Så min leder-kollega Bente tog tjansen og gik ned til teltet for at se hvad problemet var.

Vi har moret os over det mange gange: Pigebarnet manglede sin far!!!

Når man tænker på at hun var heldig både at have sin mor og sin bror med så er det da lidt morsomt. Og hun er da også blevet drillet med det mange gange siden.

mandag, maj 21, 2007

Åh syrener af den hvide slags ....



Ja jeg holder så meget af den hvide syren. Og duften sætter minder igang om min barndom. Som de fleste ved er jeg fra sønderjylland.

Der er der tradition for ringridning og da jeg var barn også noget der hed cykelringridning for børnene. Cyklerne blev pyntet med de smukkeste crepe-papir i alle regnbuens farver.

Som det så tit er sket i min familie var det i sidste øjeblik at min far kom i tanker om at jeg da skulle med og at min cykel da skulle pyntes. Desværre var der ikke indkøbt crepe-papir eller lignende til lejligheden.

Men nu var min far aldrig rådvild. Så han gik på jagt i haven og ved hjælp af min morbror og vistnok min storebror (jeg husker det ikke helt) blev min cykel pyntet med hvide syrerne og en hale af gul gyvel.

Jeg husker tydeligt fornemmelsen af at cykle på en hvid sky og kan også mindes et billede hvor jeg står med cyklen med en hvid matroskjole på. Ja,ja, jeg tror vi taler om ca. 1958 så det er et par dage siden. Jeg ved ikke om jeg fik præmie men jeg ved at det var en herlig dag for både barnet og de voksne der sikkert har hygget sig med et par krus øl og masser af grin og gode ideer.....

Fundet!!!

Længe har vi gået og snakket om at vi skulle en tur til Svendborg for at få suppleret nogle snapseglas som vi holder meget af.

Vi købte dem på en ferietur men nu var der lige lidt for mange smadrede til at jeg kunne dække et pænt bord. Og hvad sker der så:

Tingene findes lige for næsen af dig hvis du kigger ordentlig efter.

Da vi nu havde en hel søndag liggende foran os hvor vi syntes vi havde fortjent at se lidt til den store verden, kørte vi en tur til Vesterhavet og gik en tur op og ned ad gaden i Blåvand.

Der er der en forretning som jeg ihvertfald har meget svært ved at gå forbi. Så ind og kigge.
Og der var sandelig nok at se på.

Og bedst af alt: Vi fandt "vores" snapseglas og fik suppleret op så .... hvis der er nogen af jer der kommer her forbi - ja så kan I få en dram af vores yndlingsglas!!




søndag, maj 20, 2007

Ja, de kan skam godt bestille noget

Ja hold da op hvor de kan få noget ordnet i en ruf ....


Ja sådan ser det ud når et ungt smukt par knokler for at gøre en farmor og farfar tilpas.
De er da meget søde både sammen og hver for sig.....


Dejlige børn

Ja, det er nogle helt fantastiske børn vi har haft fornøjelsen af at have på besøg.

Billedet af smukke Freya taler jo da for sig selv og at Asger er en ansvarlig storebror er der da ingen tvivl om når man ser ham med møje og besvær køre en tur i farmors have.....

At Freya er lidt svær at få øje på skyldes nok at hun er faldet omkuld i barnevognen. Hendes farmor havde ellers stavlet hende op at sidde, men det holdt ikke så længe.

Hvem lærer hvem hvad?

En situation der minder utroligt meget om dengang Jesper havde problemer med matematikken og hans far skulle kloge sig. Da så Jesper ud på samme måde.

Jeg ved ikke lige om rollerne er de samme måske er de byttet om - hvem ved. Men æblet falder ikke så langt fra stammen og ingen af dem går nogen steder uden den bærbare som det ses, og begge har de travlt med at snakke job - måske lidt for travlt.

Heldigvis er vi så et par piger der kan sige stop og stands...... Men at de hygger sig sammen er der vist ingen tvivl om.....

Der er blevet hygget og der er blevet arbejdet

Ja vi har vel nok hygget os med hinanden og alligevel er der blevet malet og ordnet en hel del mere end vi havde drømt om.
De unge mennesker har jo masser af energi og så er det da bare med at benytte sig af at de har lyst til at bruge noget af den her hos os.
Men tid til hygge har der da også været og Asger har da både været en abe i et træ og har skam også mødt løver og tigre i farmors urskov !

Og der lyttes meget intenst når der bliver fortalt røverhistorier.

fredag, maj 18, 2007

Situationsrapport


Her har vi så et billede af hvordan der nu ser ud og det er da meget hyggeligt ikke?

I dag står den på fisketur, men jeg skal lige en tur forbi lægen. Kurset forleden endte med en glidetur på vådt græs så hende den gamle har nok i det mindste bøjet et par ribben. Fa'ens ondt gør det ihvertfald.

Ja, ja så kan hun måske lære det. En gammel kone på snart 60 skal altså ikke lege fangeleg med alle de unge. Sådan er det bare.

tirsdag, maj 15, 2007

Jeg hader simpelthen at gøre rent

Ja det er faktisk ikke engang løgn - jeg hader at gøre rent men elsker til gengæld når det er gjort.
Idag har det været tiden at tænke på hvad min gamle mor sagde for mindst 100 år siden !!! (Tror jeg nok)

"Bare du har friske blomster og rene håndklæder så kan du gøre rent når gæsterne er taget hjem" Ja det er jo meget godt og fungerer sikkert også i et hjem hvor man ikke roder halvt så meget som vi gør.

Helt tilfældigt faldt jeg over hele 2 smukke buketter der var beregnet til at gøre en mor glad på mors dag.
Nu var lejligheden ligesom forpasset så jeg kunne købe dem for en slik :-) Og da vi her i huset har inviteret børn og svigerbørn til et "maler-ophold" hvor det er meningen at træværket på huset skal have en omgang, ja så har det ligesom været en nødvendighed at suse lidt rundt med en støvsuger i hele huset.
Mine børnebørn skulle jo nødig udvikle en eller anden allergi fordi vi her i huset ikke svinger støvekosten alt for tit.

Og det er altså ikke gjort med at hænge våde klude opvredet i Ajax vand på radiatoren som jeg kan huske en kollega har fortalt om. Nej den gælder ikke her hos os.

Og da jeg ikke er hjemme hele dagen i morgen hvor jeg tager på kursus kl. 7.00 så er der kun idag til at forberede at huset bliver fyldt op de næste par dage. Hvilket også betyder at der nok ikke bliver så meget tid til at komme på bloggen. Så jeg vil nyde at have fri når jeg når til onsdag aften og nyde at have familien omkring mig.


Der er en lappeløsning på vej

Ja, om jeg så må sige .... Der hækles lapper til den store guldmedalje og der bliver godt nok brugt nogle bomuldsrester....

Åh nu må der ikke dø flere danske drenge i Basra

August kom snart så vi kan få drengene hjem i god behold. Hvor er det frygteligt at det nu igen har krævet en ung mand i Irak.

Det er så forfærdeligt at være forældre til en FN-soldat. Jeg har prøvet det på egen krop. Min Jesper har været i eks-jugoslavien som hold nr. 2 og blev skudt på hver eneste dag når han skulle køre forsyninger fra Kiseljak til Sarajevo.

Vi gik i en evig angst i 6 måneder og hver aften når vi kom i seng bad vi om at vores dreng havde det godt. På det tidspunkt havde soldaterne ingen mulighed for at kontakte os derhjemme, men Hærens Operative Kommando havde en nyhedstelefon som vi aflyttede flittigt og når der var forhøjet beredskab var vi løver i et bur.

Og det var en festdag da han landede med en stor Hercules i Skrydstrup og var uskadt hjemme igen.

Sådan skulle det ikke gå for den unge mand der mistede livet igår. Jeg tænker så meget på hans familie.

mandag, maj 14, 2007

Jeg kan da blive så edderspændt rasende ....

Har netop haft min datter i telefonen.

Ulykkelig over en episode i ulvetimen. Går ind i Bilka for at handle med to børn i indkøbsvognen og kommer hen til kassen for at betale.

Tasken er lynet op og pungen er stjålet. Der var ikke mange penge men til gengæld mange alt mulig andet. Jeg nævner i flæng kørekort,dankort,sygesikring ..........

Øv,øv

Min velkomstblomst er på plads

Hvert år ved denne tid bliver min krukke på væggen ved hoveddøren fyldt med pink petunia og lige præcis i år har jeg ikke kunnet finde den helt rigtige farve.
Der er blevet kigget allevegne og nu måtte jeg så bide i det "sure" æble og vælge en lilla - men den er da også meget sød ?

Jo, det var da søndag var det ikke

Jo det var det men som det ses gør det ikke den store forskel her i huset. Godt at vi har hver vores bærbare for ellers var det vist ikke nemt "at få en tid".
Men det lykkedes at få ham overtalt til en tur på planteskolen og jeg skal da lige love for at der blev købt ind til vores lille (meget lille) drivhus. Så i år glæder vi os til tomater i flere afskygninger, agurker, meloner og masser af krydderurter som vi dyrker både ude og inde.



søndag, maj 13, 2007

Vi har fået gæster

En skovdue har valgt at stifte familie her på adressen og er blevet fulgt med stor interesse.

Idag lykkedes det så for manden i huset som en anden pavarazzi at tage et billede af den yngre generation ud af stuevinduet.

Hyggeligt ser det ud.

Så er Andreas næsten skoleelev

Ja, så fik vi Andreas listet i skole. Det var ellers ikke med hans gode vilje - startende med ikke at ville ud af bilen da vi nåede frem til at mumle noget som hans mormor tolkede som "møgskole" lykkedes det os da at komme indenfor.

Men da det blev tid til at gå i klasserne var han altså nødt til at have sin mormor med og det var også helt ok. Det var tydeligt at han med sit falkeblik fik af-fotograferet alle klassekammeraterne men han sagde ikke et kvidder.

Da vi kom ud i bilen igen var kommentaren: Det var da en fin skole og en flink lærer.

Så jeg tror vi er fortrøstningsfulde alle mand :-)

lørdag, maj 12, 2007

Det var så den lørdag

Ja, det var den lørdag. Et par trætte bedsteforældre har lige holdt status over dagen. Og vi er blevet enige om at det ikke har skortet på oplevelser. Her kommer en af de bedre.

Andreas og Mathilde har ikke været særlig medgørlige idag og der har været brug for at hæve stemmen lidt for tit. Da det blev aften spørger jeg Andreas om det har været en god dag, og det synes han da at det har.Nåh, Andreas jamen hvorfor tror du så at morfar kigger så alvorligt på dig

"Jeg tror det er fordi han elsker mig"

Ja selvtilliden den fejler sgu ikke noget .......

fredag, maj 11, 2007

Endelig fredag

Ja, så blev det endelig week-end og om et øjeblik kommer 2 af vores guldklumper.

Andreas og Mathilde skal sove her hos mormor og morfar i nat. Deres mor skal til bryllup på sjælland i morgen.

Og meget belejligt er det lige præcis i morgen at Andreas skal hilse på sine nye klassekammerater i børnehaveklassen på sin nye skole. Ja nu kan I jo prøve at gætte på hvem der så tager med ham....

Og fornøjelsen er helt på min side!

onsdag, maj 09, 2007

En lidt for tidlig efterårsstorm raser ....

Hold da op hvor har vi stormvejr i det vestjyske idag.

Jeg nåede lige at hente en lille buket ind før blomsterne var fløjet væk.

Faktisk synes jeg det sker lidt for tit at mine smukke forårsblomster bliver blæst væk.
Men vi ligger jo også lige i vindretning her i det vestjyske så vi må vist bare vænne os til at sådan er det.

I dag er det min "lukker" i fritteren så det bliver en af de lange dage. Men det er rigtig fint jeg kan godt lide at være den der siger goddag og senere farvel.

Det er det der "kontrol-gen" der er meget veludviklet og jeg kan ikke gøre for det. Jeg elsker det overblik jeg skal have når nogen selv skal gå hjem kl. dit og en med bussen kl. dat. Og "idag henter min mormor mig så skal jeg ikke gå selv".
Ja der er meget at holde styr på men jeg elsker at sige "tak for i dag vi ses igen i morgen".

Det er dejligt at sende børnene afsted på en god måde. Så det vil jeg gå over og gøre .......