fredag, februar 11, 2011

Hele verden fra forstanden ….

Når man bor i en lille by er der mange gratis glæder. Man kan glæde sig over at få lov til at hjælpe til med både det ene og det andet – alt efter interesser naturligvis!

Her til aften var der bud efter én der vidste lidt om teater-sminke. Jeg var så heldig at det var mig der blev spurgt!

Der var skolefest på vores skole  og traditionen tro var det 6. klasserne der stod for underholdningen. Og de havde brug for en, der vidste lidt om hvad der skal til af sminke, når man står på en scene.

Sikke en aften jeg har haft! Hvor heldig har man lov til at være!!

De havde lavet en helt fantastisk forestilling med titlen ”Hele verden fra forstanden”. Og jeg skal da lige love for at det var et tidsbillede der ville noget!!!

6.kl 034

Jeg mødte Brdr. Price der gav den gas i køkkenet – så meget at den ene af dem næsten smagte lidt for meget på de stærke varer.

Jeg mødte en fyr der bagte på en gift kone – og senere så jeg hendes ægtemand slå rivalen i gulvet.

Jeg så en bums der havde gået i skole med en kvindelig statsminister og mødte hende senere. Han gik rundt med en barnevogn med alle sine ejendele – hun med et par body-guards det virkelig havde musklerne i orden.

6.kl 049

 

Jeg så op til flere rocksangere give den gas.

Men jeg så også smukke unge piger der sang de smukkeste sange og jeg så også eksempler på dans hvor der ikke var et øje tørt!

Men allervigtigst: Jeg så unge mennesker med masser af livsglæde og så meget energi som det lykkedes for dem at få ud over scenekanten.

Det var virkelig en helt igennem flot forestilling som 6.klasserne på skolen kan glædes over i lang tid.

Og det kan jeg såmænd også – man har mange glæder når man ”blander sig lidt” i et lille samfund.

Vil du se om det passer alt sammen kan du se flere billeder på www.tistrupnews.dk

Ingen kommentarer: