Så blev det til at holde ud ....

Alt er nu helt nyvasket, og luften er renset. Og selvom det regner i stride strømme, ja så fungerer sejlet i gårdhaven upåklageligt, så der kan stadig hygges, hækles og ikke mindst snakkes.


I morgen tidlig samles hele gaden lige her ud for vores "parcel" til rundstykker og kaffe.
Vi starter nemlig vores byfest med optog.

Med pyntede vogne og garderne i deres fineste puds. Så det glæder vi os til og håber så at vi har fået det vand vi lige trængte til i denne omgang. Og sådan er vi jo os mennesker - det er fint med regnvejret, meeen kun på tidspunkter hvor det lige passer ind i programmet:-)

Hvordan skal det ende .....

Min far havde en søster der hed Eva.
I daglig tale aldrig kaldet andet end tante Eva.
En temmelig trivelig dame, der sad ved vinduet i sit lille hus og kiggede ud for at følge med i hvad der skete på gaden.
Alt imens hun sad og hæklede - og ikke mindst i een uendelighed kom med underlige lyde, hvad jeg senere fandt ud af skyldtes astma.
Og jeg vil påstå jeg aldrig nogensinde har set et smil på hendes mund, for slet ikke tale om at skralde-grine.

Så er det jeg sidder og tænker åh skræk er jeg nu ved at komme til at ligne tante Eva.

Vægten er ved snige sig deropad efter mit rygestop.
Sådan ca. 10 kilo.
Astmaen plager da gevaldigt her i varmen og sidst men ikke mindst. Jeg er f..... begyndt at hækle!!!
Men så er det jeg skynder mig at tænke:

Hun havde ikke røde negle på tæerne (har aldrig set dem - men tror det ikke)
Hun havde ikke ankelrem i guld på hendes brune ankel (den så vist aldrig solen)
Hun havde vel stort set ikke andet at give sig til (det har jeg heldigvis)
Hun havde vel heller ikke så meget at grine af (det har jeg heldigvis også)

Så jeg tror aldrig jeg vil komme til at ligne hende 100% - men lidt er der, som jeg må se om jeg kan lade være med at tænke over!

Til almindelig orientering er der ingen af hendes efterkommere der læser med her, og skulle det ske ja, så kom jeg bare lige til at tænke højt!