fredag, maj 23, 2008

Bryllups-weekend nærmer sig .....

Ja, så er det ved at være tiden for det store bryllup, og det er jo altid festligt når to mennesker elsker hinanden så højt, at de har lyst til at sige ja, mens en masse mennesker kigger på!

Og nu tror I nok at det er løgn:
Jeg skal simpelthen hente børnene når deres opgave i kirken og receptionen om eftermiddagen er slut! Og spørg da lige om jeg synes det er en dejlig gave at få?

Til den undrende skare af læsere skylder jeg måske lige at gøre opmærksom på at brylluppet finder sted i Silkeborg og at børnene er mine børnebørn!

Deres biologiske far holder stor bryllups-fest og det er så spændende og dejligt for os alle.....

Så et stort tillykke til Michael og Karin - og for den sags skyld også til Joakim og Marie ......

onsdag, maj 21, 2008

Det tager vel nok alt for meget af min tid.....

Det arbejde! Der er dage hvor jeg tænker hvorfor skal jeg i det hele taget afsted? Når jeg er så gammel og brugt, og jeg meget hellere vil gå og nusse med mine jordbær-planter eller.....

... gå og drømme om de blommer der ser ud til at ville komme i år! Sidste år var der to blommer på mit blommetræ, men i år lover det meget bedre!

Jeg kunne også bare gå og frydes over mine Hostaer og alt det der grønnes....

Men mest af alt kunne jeg jo lige præcis komme videre med den grå "Liselotte-trøje" der er på pindene lige nu. Den vin-røde er blevet færdig, med en lille variant i halsudskæringen synes jeg den er rigtig fin!
Ja, mest af alt kunne jeg have lyst til at sidde i et hjørne i haven idag med strikkepinde der gløder!
Men den går jo ikke: Jeg møder klokken 11.00 og lukker klokken 17.00, og derefter er der personalemøde helt til klokken 20.00, så det er bare med at glemme alt om det man hellere ville lave idag.
(Og jeg har slet ikke nævnt noget om en lille strejkeramt Andreas der skal hygge sig med sin morfar efter skole-tid! Misundelig? Overhovedet ikke!)

søndag, maj 18, 2008

Dette er ikke nogen nyhed:

Alle børn er kunstnerisk begavede!

Det er først når de voksne begynder at rette lidt på dem og rokker lidt ved deres selvtillid, at barnet tvivler på at det er godt nok. Og så er det slut med kreativiteten.

Sådan er det heldigvis ikke på "min skole". Vi har i hele tre dage valgt at udsmykke skolen i samarbejde med en proffesionel kunstner. Og resultatet er blevet helt fantastisk.

Dette er blot et lille udsnit af alle de kunstneriske udfoldelser der har fundet sted.
Udover dette vægbillede er der lavet en frise i keramik,malet et danmarkskort i skolegården. Ludo og andre brætspil fylder resten af skolegården. Et vikingeskib og vikinger fylder en hel endevæg......
.... og så er der lavet de smukkeste mosaikker man kan forestille sig......
Børn er meget, meget kreative - når bare de får lov! Vi gav dem lov og se et flot resultat !!!